Se videoen foroven.

Mandag eftermiddag er det lykkedes redningsmandskabet i Italien at redde tre hundehvalpe ud fra snemasserne, efter de var blevet begravet.

Det skriver Ritzau.

De tre hundehvalpe blev fundet i Rigopiano Hotel, som onsdag blev begravet af sne, da en lavine ramte hotellet. Siden har det været et kapløb mod tiden for at redde de mennesker, der befandt sig på hotellet, da lavinen ramte.

Fundet af de tre hundehvalpe betyder også, at redningsmandskabet nu har fornyet håb om at finde overlevende på stedet, da der kan være luftlommer i bygningen, og at der dermed er en mulighed for, at nogle af de savnede stadig er i live.

»Det er et vigtigt livstegn, der giver os håb,« siger brandmand Fabio Jerman.

Man forsøger nu at grave en ny sti ind i hotellet i forsøget på at finde overlevende.

Der var omkring 30 personer på hotellet, da det blev begravet og flyttet 10 meter af sneskreddet i Abruzzo i det centrale Italien.

Italienske myndigheder siger, at lavinen ramte bygningen med samme kraft som 4000 lastbiler.

Mange rum i hotellet er fyldt med is, sne, murbrokker og inventar fra gulv til loft.

De fleste af gæsterne stod nær hotellets indgang, da lavinen ramte. De ventede på transport væk fra stedet efter de kraftige jordskælv i regionen.

De tre hundehvalpe, der blev fundet i live mandag, er født i december. Deres forældre slap ud af hotellet, da lavinen ramte, og blev fundet i live i en tilbygning dagen efter.

22 personer er stadig savnet efter tragedien onsdag, mens 11 er overlevet. I alt er syv foreløbigt fundet døde i snemasserne.