Et stadig stigende antal folkevalgte demokrater - nu over 50 - i kongressen vil boykotte Donald Trumps indsættelse i Washington på fredag.

Først var der bare en, så var der 10, og nu er der pludselig over 50 lovgivere fra Demokraterne, der vil boykotte fredagens højtidelige ceremonielle indsættelse af Donald Trump som USAs nye præsident.

Den kontroversielle boykot er eskaleret på grund af en giftig fejde mellem den kendte sorte aktivist, kongresmedlemmet John Lewis, og Donald Trump.

John Lewis, et ikon fra de sortes civile borgerrettighedskamp i 1960erne, skabte debat i fredags, da han sagde, at Trumps valgsejr ikke var »legitim«, fordi Rusland havde blandet sig i valget ved at lække hackede oplysninger, der skadede Hillary Clintons kampagne. Derfor ville han ikke selv overvære Trumps indsættelse, sagde han.

Donald Trump svarede igen på Twitter og angreb John Lewis for »snak, snak, snak« og for selv ikke at have styr på sit eget »kriminalitetsbefængte« valgdistrikt.

Angrebet på Lewis, der er bredt anerkendt både blandt demokrater og republikanere, har skabt en bølge af vrede. Ikke mindst i USAs sorte befolkning og blandt demokrater, der finder, at hvis der er nogen, som har gjort noget godt for det amerikanske samfund, så er det den 76-årige forkæmper for civile rettigheder.

Angrebet fra Trump kom tilmed netop i den årlige weekend, hvor Martin Luther King tilbagevendende hyldes for sin kamp. John Lewis var en af »de seks store«, der arrangerede den store march i 1963, hvor King holdt sin berømte tale »I have a dream«.

Artiklen fortsætter under billedet

ARKIVFOTO fra 1963: John Lewis (længst til venstre) sammen med Martin Luther King (nummer fire fra venstre) og en række andre borgerrettighedsforkæmpere.
ARKIVFOTO fra 1963: John Lewis (længst til venstre) sammen med Martin Luther King (nummer fire fra venstre) og en række andre borgerrettighedsforkæmpere. Foto: -
Vis mere

Men til trods for at denne weekend havde en ekstra helligdag mandag, hvor Martin Luther King blev husket og æret, så fortsatte Donald Trump sit Twitter-angreb på John Lewis tirsdag.

Den kommende præsident påpegede, at Lewis på falsk vis havde hævdet, at Trumps indsættelse ville blive den første, han ville gå glip af, siden han selv kom i Kongressen i 1987.

»Forkert (eller løgn)!« tweetede Trump med henvisning til, at Lewis heller ikke havde været til George W. Bushs indsættelse i 2001.

John Lewis' folk har bekræftet, at han heller ikke deltog i George W. Bushs ceremoni.

»Hans fravær på det tidspunkt var også en form for uenighed,« har talskvinden Brenda Jones forklaret.

»Han troede ikke resultatet af dette valg, herunder kontroverserne omkring resultaterne i Florida og en hidtil uset indgriben i den amerikanske højesteret, afspejlede en fri, retfærdig og åben demokratisk proces.«

BBC skriver, at selvom balladen om Donald Trump synes uden fortilfælde, er det ikke første gang, at et oppositionsparti har boykottet en præsidentkandidat indvielse.

Ifølge historikeren Brooks Simpson fra Arizona State University mødte 80 lovgivere således ikke op til indsættelsen af præsident Richard Nixon i 1973.