USA's afgående førstedame, Michelle Obama, er gået i gang med at planlægge sin fremtid.

Selvom den amerikanske præsidentvalgkamp sidste år havde to hovedrolleindehavere, Trump og Clinton, som formåede at fylde lærredet ud, havde den også sine markante biroller.

En af dem var førstedamen, Michelle Obama, der indtog en offensiv rolle. Hun holdt blandt andet medrivende taler, hvori det ikke skortede på verbale, varmesøgende missiler i retning mod Donald Trump, der 20. januar officielt indsættes som De Forenede Staters præsident.

Faktisk formåede den 52-årige kvinde ligefrem at få medier og velvidende politiske eksperter til at spekulere på, om hun lagde an til at gå sin husbond i bedene og køre sig selv i stilling som kandidat til præsidentposten i USA. En spekulation, som fru Obama gik ud og afviste, men som meget vel kan poppe op igen, hvis hun fortsætter sin offensiv under Donald Trumps fire år i Det Ovale Kontor.

Den amerikanske avis Washington Post har dog fået løftet lidt af sløret for, hvad der skal ske, når Michelle Obama ikke længere er 'First Lady' på den anden side af Atlanten.

Først og fremmest glæder Michelle Obama sig - ifølge et interview med Oprah Winfrey - til at gøre ting, almindelige mennesker finder helt normale, men som kan være et mindre logistisk mareridt, når man er førstedame. Eksempelvis det privilegium at lukke døren op og sætte sig ud i haven uden at blive mandsopdækket af Secret Service. Og faktisk har hun i otte år skulle orientere sit sikkerhedspersonale, hvis hun fik lyst til at åbne et vindue.

Michelle Obama vil bruge den første tid som tidligere førstedame på at holde en længere ferie. Efterfølgende har hun planer om at arbejde med et lille hold omkring sig med base på et kontor i Washington. Nærmeste medarbejder og leder af Michelle Obamas stab bliver Melissa Winther - den første assistent hun fik tilbage i 2007, da Barack Obama stillede op som præsident.

»Mel har været ved min side siden første dag. Der er virkelig ingen andre, jeg stoler mere på i forhold til at lave orden ud af kaos og tage en idé fra start til udførelse. I det seneste årti har hun været en af mine mest betroede rådgivere og tætteste venner,« skriver Michelle Obama i en mail til Washington Post.

Ifølge Melissa Winther selv har Michelle Obama stadig til gode at udfylde farverne på den palet, der skal være hendes fremtid, fortæller hun Washington Post. Det er ifølge den nære medarbejder vigtigt, at hun igen vænner sig til at være en almindelig borger og kunne tage på museum lige som alle andre.

Efter den periode regner Melissa Winther med, at de er blevet klogere på, hvad Michelle Obama skal bruge sit nye kontor i Washington til, og så vil staben og hende lave en strategi for, hvordan de imødekommer den massive interesse, der vil være for Michelle Obama i de kommende år.

Uden at blive meget konkret tilføjer Winther, at hun arbejder på en 'less is more'-strategi for, hvordan Michelle Obama vil bruge sig selv udadtil. Det vil altså sige kvalitet frem for kvantitet, og at det ser ud til, at Michelle Obama og staben nøje overvejer, hvad hun skal lægge navn og ansigt til.

Dog skulle det være sikkert, at Michelle Obama arbejder på en selvbiografi, som hun angiveligt kan se frem til at få adskillige millioner dollars i forskud for.

»Der er formentlig mange bøger i hende,« siger Melissa Winther til Washington Post og fortsætter:

»Jeg tror, hun vil være en fremragende børnebogsforfatter. Vi har ikke nogen konkrete planer om dette, men hen ad vejen vil det være en naturligt åndehul efter en oplevelse som denne (at være førstedame, red.).«

For selvom familien Obama formentlig ikke har minus på kontoen, skal den finde måder at tjene penge på i fremtiden. Og Michelle Obama har ikke fået løn for at være førstedame i de otte år, hun har haft titlen. Derimod var den advokatuddannede kvinde tidligere den, der tjente flest penge hjem til husholdningen.

Lige nu og her bliver den første store opgave for Michelle Obama og staben at færdiggøre familiens flytning fra Det Hvide Hus til et lejet kæmpehus på Belmont Road. Her kommer familien til at boltre sig på 762 kvadratmeter fordelt på ni værelser, otte badeværelser og to køkkener.