I går en togstation - i dag en bus: Mindst 15 dræbt i ny eksplosion i russisk by

RUSLAND: Mindst 15 personer er mandag blevet dræbt og 23 såret i en eksplosion i en bus i den russiske by Volvograd, oplyser de russiske myndigheder ifølge BBC.

Det er dermed anden gang på bare to dage, at Volvograd bliver ramt af en dødelig eksplosion. Søndag dræbte en selvmordsbomber i et terrorangreb mindst 17 personer ved indgangen til byens togstation, og angrebet var det blodigste i Rusland siden 2010. Talsmand for efterforskningsenheden, Vladimir Markin, siger til flere russiske nyhedsbureauer, at mandagens eksplosion i bussen også var »en terrorhandling«.

Adskillige russiske medier bragte søndag et billede af en ung kvinde, der af det russiske politi identificeres som Oksana Aslanova, som mistænkes for at stå bag søndagens terrorangreb.

De to eksplosioner kommer blot 40 dage, inden Rusland skal være vært for Vinter-OL i sortehavsbyen Sochi sydvest for Volvograd. Ifølge BBC er den russiske regering bange for, at landet bliver ramt af endnu flere angreb forud for OL.

Volgograd blev angrebet af en kvindelig selvmordsbomber i oktober, hvor seks mennesker blev dræbt i en bus og adskillige såret

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har bedt relevante myndigheder om at skrue op for sikkerheden efter eksplosionen i Volgograd. Det gælder blandt andet i lufthavne og ved togstationer.

Læs også: