Historien om fabriksarbejderen James Robertson, der i 10 år har gået 33 km til og fra sit job fem dage om ugen, har rørt amerikanerne. På få dage har en støttegruppe indsamlet 1,5 mio. kr., så James kan købe en bil og ikke løngere behøver at gå.

Det var den lokale avis Detroit Free Press, der i søndags fortalte historien om 56-årige James Robertsons fra Detroit, der siden 2005 er gået til og fra sit job som fabriksarbejder i forstaden Rochester Hills - i både regn- og snevejr. Og James har aldrig misset en arbejdsdag.

James Robertson begyndte at gå til arbejde, da hans gamle Honda Accord brød sammen tilbage i 2005. James Robertson tjener 10,55 dollars (ca. 70 kr.) i timen på arbejdet, og han har derfor ikke haft råd til at købe en ny bil.

James' attitude og arbejdsmoral har inspireret mange amerikanere, og Evan Leedy, der læser til IT ingeniør, besluttede sig for at oprette en online side med titlen "Go Fund Me" for at hjælpe Robertson med at købe en ny bil. På bare få dage er det væltet ind med donationer - faktisk hele 1,5 mio. kr., så James Robertson har nu råd til at købe en Lamborghini.

James Robertson er overvældet over den store opbakning, men da han er Ford-fan ønsker han sig mere en Ford Taurus til ca. 175.000 kr.