En hel bølge af sympati er skyllet over ofrene for Charlie Hebdo-attentatet, siden de mistede livet i det tragiske terrorattentat på satire-tidsskriftet. Og en særlig sympatihilsen på de sociale medier får ekstra meget fokus.

Den består af to tegninger med Asterix og Obelix, og det særlige ved disse er, at de er tegnet af  Asterix' fader, 87-årige Albert Uderzo, som for længst er gået på pension.

Franskmanden er dog vendt tilbage for en kort stund for at lave to helt nye tegninger med sine elskede figurer Asterix og Obelix at vise sin sympati til kollegaerne på Charlie Hebdo, der var kendt for deres stærkt satiriske tegninger.

'Vil vise min sympati'

Den ene tegning har de berømte støtteord 'Moi aussi je suis un Charlie' (jeg er også en Charlie). Det andet viser Asterix, Obelix og hunden Idefix, der bøjer hovedet i sorg, mens Asterix holder en rose i hånden. Tegningerne er sendt ud på den officielle Asterix-twitterprofil efter attentatet i onsdags.

Selv forklarer den 87-årige tegner til den franske avis Le Figaro:

»'Charlie [Hebdo] og Asterix har selvfølgelig intet at gøre med hinanden. Jeg vil bare vise min sympati for de tegnere, som har betalt med deres liv,« siger den aldrende tegner til den franske avis, Le Figaro, og kommer også med en opbakning til yngre tegnere, som han håber, har mod til at blive ved.

Siden angrebet i onsdags, som indtil videre har kostet 20 livet, inklusiv tre gidseltagere, har tegnere fra hele verden lavet mindetegninger for at vise deres sympati under hashtagget  #jesuischarlie