Verden over har folk vist medfølelse med ofrene for terrorangrebene i Paris. Men hvad med alle de andre tragedier, spørges der nu på de sociale medier: Fortjener de ikke samme opmærksomhed?
Fra øst til vest har folk udtrykt deres forfærdelse over fredagens terrorangreb i Paris på de sociale medier.
Foruden hashtagget #prayforparis – bed for Paris – har mange lagt det franske flag, trikoloren, ind over deres profilbilleder på Facebook eller uploadet tegningen af et fredstegn med Eiffeltårnet i midten for at vise sympati med ofrene.
Og dét skulle man jo ikke tro, kunne provokere andre end Islamisk stat, tværtimod. Men det kan det faktisk.
For hvorfor har Facebook ikke gjort det muligt for brugerne at lægge andet end det franske flag ind over deres profilbilleder på Facebook? Og hvorfor er der ikke en »Jeg er i god behold«-knap for Beirut efter sidste uges to selvmordsbombeangreb dér, ligesom der viste sig at være for Paris?
Det er ganske enkelt udtryk for alt fra uigennemtænkt snæversyn til rendyrket racisme, når private og politikere så entydigt fokuserer på Paris, mener rasende brugere af sociale medier.
Som modsvar til #prayforparis skriver de bl.a. #AllLivesMatter – alle liv har betydning – og #prayforhumanity (bed for menneskeheden).
Eksempelvis har Facebook-brugeren Lovelyn Chidinma Nwadeyi i en direkte opfordring skrevet til Facebook-stifter Mark Zuckerberg for at udbede sig mulighed for at kunne lægge en række uroplagede mellemøstlige og afrikanske landes flag ind over sit profilbillede.
Lovelyn Chidinma Nwadeyi slutter med at skrive: »Facebook har halvanden milliard brugere verden over og viser alligevel kun solidaritet, når hvide, vestlige mennesker bliver ramt. Det er forargeligt, at dette får lov til at ske. Sorte og arabiske mennesker har også værdi og er konstant udsat for overgreb, mens verden er tavs«.
Nuvel, det er vel rimeligt nok at ønske opmærksomhed om tragedier af enhver slags samt at diskutere, hvorvidt mediernes dækning er afbalanceret, kan man mene.
»Min tanker går til ...«
Men en hel del af de utilfredse brugere er gået skridtet videre end den generelle sorgdebat og har kritiseret enkeltpersoner på disses profiler.
Det skete blandt andet for den danske feministiske blogger »Proletarprinsessen«, der allerede dagen efter terrorangrebene i Paris skrev på sin Facebookside:
»Nå, men jeg har fået en del mails omhandlende den Europaforherligelse, jeg udfører, fordi jeg kun har postet noget om terrorangrebet i Paris - og ikke resten af verden. En art subtil racist er, hvad jeg er. Så her kommer det så:
Mine tanker går til: … Palæstinensere, Syrien, Irak, Ukraine, Eritrea, Myanmar, Den central afrikanske republik, Jummaerne, Mali, Kashmir-regionen, Afghanistan, Columbia, Algeriet, Yemen, fordrevne i Pakistan, Somalia, Nepal.
Har jeg glemt nogen? Helt sikkert.
Må jeg benytte lejligheden til at brække mig over at bruge terrorangrebet i Paris til at konkurrere i selvretfærdighed.«
Og journalisten Erin Cunningham, der er korrespondent for Washington Post med base i Cairo, har fået nok af tilkendegivelserne på Facebook. Hun er træt af alle dem, der hænger journaliststanden ud for en skæv dækning af tragedierne i respektivt Beirut og Paris, når man betænker »det fremragende arbejde«, de udførte efter selvmordsbomberne i førstnævnte by.
»Hvis I synes, at journalister ikke dækker det godt nok, skulle I måske prøve at abonnere på en avis eller et magasin (af dem, der er tilbage), eller at betale for indhold online,« replicerer Erin Cunningham.
