USA-valg: Donald Trump leverede et forsvar for, hvorfor han mener, at USA er gennemkorupt, men var det for sent og for lidt?

WASHINGTON: Lad det være sagt med det samme. Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump ødelagde sin ellers afbalancerede tale i Gettysburg lørdag, da han lovede at sagsøge alle de kvinder, der er stået frem og påstået, at han seksuelt har angrebet dem.

»Jeg vil sagsøge hver og en af dem, når valget er overstået. For de lyver«, sagde Trump til sine tilhørere, som ellers var mødt op for at høre, hvad han ville genemføre de første 100 dage i Det hvide Hus. Og den del var betydeligt bedre end hans trusler om at sagsøge de mange kvinder, mente de amerikanske kommentatorer. Den var endnu et eksempel på, at Trump ikke holder balancen i lang tid ad gangen.

Han startede ellers i topform, da han talte om de første 100 dage i Det Hvide Hus - hvis han vel at mærke vinder valget den 8. november. Han tog alle sine mærkesager op og leverede dem i den »stille« fremtoning, som han har tillagt sig de seneste uger for at virke mere præsidentiel. Dermed stod hans argumenter også mere tydeligt, var amerikanske kommentatorer også enige om, selv om mange af synspunkterne var de gammelkendte og i øvrigt var præget af den pessismisme, som han ofte bliver kritiseret for.

For en præsidentkandidat skal levere optimisme og visioner og ikke fremmale de sorte skyerer, der bestemt også findes i USA. Det sidste er Trump god til. Også denne lørdag, hvor han holdt sin tale i det historiske Gettysburg - byen der var centrum for et af den amerikanske borgerkrigs mest blodige slag i juli 1863 - et slag kostede  over 50.000 mennesker livet.

Det er også stedet, hvor Abraham Lincoln holdt sin berømte Gettysburg-tale tre måneder efter kampene i et forsøg på at forsone amerikanerne under borgerkrigen. Og det var også det, Trump forsøgte, da han sagde, at ikke siden Lincolns dage har USA været mere splittet, og Trump kaldte USA for et gennemkorrupt land. Men i modsætning til Lincoln ramte Trump ikke tonen med forsoning rent. Han opremsede alle USAs påståede fejl, og ikke de ting, der lykkes.

Trump-tilhængere i Sanford, Florida d. 25. oktober, hvor den republikanske præsidentkandidat holdt tale.
Trump-tilhængere i Sanford, Florida d. 25. oktober, hvor den republikanske præsidentkandidat holdt tale. Foto: JONATHAN ERNST
Vis mere

Trump forsvarede sit synspunkt om, at det amerikanske valgsystem er korrupt med følgende »data«. 28 millioner stemmesedler er enten ugyldige eller er svære at tælle med. Flere millioner amerikanere, som er døde, stemmer alligevel, »hvordan det så kan lade sig gøre«, som han sagde. Hele stemmesteder har så mange fejl indbygget, at det er svært at gøre op. Og Trump lagde ikke skjul på, som han har gjort det siden den sidste debat i Las Vegas for få dage siden, at han ikke vil garantere, at han vil acceptere valgresultatet, hvis han mener, at der er problemer.

Men Trump vil standse ulovlig immigration ved at bygge en mur. Han vil indrøre visa-stop for lande, der huser terrorister og for lande, der nægter at tage deres statsborgere tilbage, hvis de har begået noget ulovligt i USA. Han vil sætte en stopper for, at USA betaler milliarder af dollar til FN for at bekæmpe klimaforandringerne rundt om i verden.

»Vi vil bruge pengene på at udbedre infrastrukturprogrammerne i stedet for at bruge dem på FN«.

Trump vil bringe arbejdspladser tilbage til USA ved at straffe de amerikanske virksomheder, der søger i skattely i udlandet. Han vil genforhandle handelsaftalerne, især de såkaldte NAFTA-aftaler, som præsident Bill Clinton gennemførte, og som Trump mener har ført til tab af millioner af amerikanske arbejdspladser. Og han vil give et boost til økonomien ved at åbne for alle former for energiudnyttelse i USA, olie, naturgas, kul, skifergas og i øvrigt tillade, at den omstridte Keystone olieledning bliver bygget fra Canada tværs igennem USA - som Obama har nedlagt veto mod.

Og så vil Trump sætte en tidsbegrænsning på, hvor længe man kan sidde i Kongressen. Han sagde, at han vil forbyde folk, der har arbejdet i Det Hvide Hus eller i ministerierne eller i Kongressen at få licens som lobbyist i fem år, og han vil foreslå en lov, der forbyder folk, der har modtaget store beløb fra udlandet til lobbyvirksomhed, nogensinde at få et job i Det Hvide Hus. Et forslag som sakarkastisk blev modtaget af kommentatorer med undren, eftersom Trump selv har haft forretninger med Rusland og med Kina.

Men Trumps tale var gennemført på den måde, at han ville indgå en »kontrakt« med det amerikanske folk om netop at bekæmpe korruption i det amerikanske system og få magten i USA tilbage i hænderne på »folket«, »Of the People, by the people for the people«, som Lincoln sagde i sin berømte tale i Gettysburg efter slaget. At give folket magten, ikke professionelle lobbyister, som ifølge Trump ikke har noget ret til at påvirke lovgivningsarbejdet i den grad, det foregår i dag.

Donald Trump under sig tale ved Orlando-Sanford International Airport i Sanford, Florida, d. 25. oktober.
Donald Trump under sig tale ved Orlando-Sanford International Airport i Sanford, Florida, d. 25. oktober. Foto: CRISTOBAL HERRERA
Vis mere

Han leverede i øvrigt den samme bredside mod den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, som han hele tiden har gjort. At hun ikke skulle have lov til at stille op som præsident, fordi hun har begået »krminelle handlinger«. Trump sagde til jubel for sine tilhængere, at Clinton har løjet om sine emails til Kongressen og til det amerikanske forbundspoliti FBI, uden »at det har fået konsekvenser«. Og det viser ifølge ham det korrupte amerikanske system.

»Jeg er ikke nogen politiker og har ingen ambitioner om at blive det. Men da jeg så, hvilken tilstand, dette land er i, besluttede jeg mig til at stille op«, sagde Trump, der endnu engang lovede vælgerne, at han inden for de første 100 dage vil annullere mange af præsident Barack Obamas beslutninger gennem det, man i USA kalder for »præsidentielle ordrer« - altså beslutninger som præsidenten har truffet uden om Kongressen.

Men var det en tale, der kan give Trump nye vælgere? Næppe. Trump ligger stadig langt efter Hillary Clinton i meningsmålingerne. Men nogle af hans mærkesager blev ved Gettysburg-talen fremlagt i en mere tydelig form til hans kernevælgere. USA skal blive stort igen, som er hans motto, og midlet er at udrydde korruptionen i det amerikanske samfund, gøre op med lobbyismen i dens værste form, som han sagde, og genforhandle handelsaftalerne og sætte Kina stolen for døren, hvis ikke Beijing standser det, Trump siger er »kurs-manipulation« med landets valuta.

Alt i alt leveret i en form, der var langt mere overvejet, end man længe har set det. Med undtagelse selvfølgelig af hans trusler mod de kvinder, som har påstået, at han har begået seksuelt overgreb mod dem. Dem glemte han ikke, og det trak ifølge kommentatorerne hans tale betydeligt ned.

Trump-tilhængere under præsidentkandidatens tale i Sanford, Florida, d. 25. oktober.
Trump-tilhængere under præsidentkandidatens tale i Sanford, Florida, d. 25. oktober. Foto: JONATHAN ERNST
Vis mere