En 41-årig amerikansk kvinde blev torsdag anholdt og sigtet for at stjæle mere end 9.000 kroner fra en vansiret og forældreløs lille pige, hvis beskedne juleønske gik viralt sidste år.

Det skriver ABC News.

Otteårige Safyre Terry havde kun ét ønske til jul. Hun ønskede sig julekort, som hun kunne hænge på sit særlige julekorts-træ.

Det simple juleønske blev delt verden over, og efter pigens adresse blev offentliggjort, strømmede det ind med julekort, gaver og flere donerede penge – hilsner fra sangerinderne Katy Perry og Beyonce var også i blandt.

På grund af den enorme mængde kort, som angiveligt skulle være over en million af slagsen, bad den lille piges tante frivillige om at hjælpe med at svare på de mange hilsner.

En af dem, der meldte sig frivilligt, var en 41-årig kvinde, som nu er sigtet for at have stjålet 5.500 kroner i kontanter og gavekort til en værdi af over 3.500 kroner, skriver ABC News.

»Dette er en afskyelig forbrydelse. Man kan ikke synke lavere end dette,« siger Michael Brown fra Rotterdam Police Department, New York, til WNYT.

Der var en klar aftale om, at de frivillige ikke tog breve med hjem, men alligevel fandt politiet en hel stak i den 41-åriges hjem. Til ABC News fortæller politiet også, at de ikke har en chance for at vide, om der er tale om flere penge.

I 2013 var Safyre Terry den eneste overlevende i en påsat mordbrand, der kostede hendes mor, far og to brødre livet.

Safyre Terry overlevede angiveligt, fordi faderen beskyttede hende mod flammerne. Hun blev fundet i hans arme med forbrændinger på over 75 % af den lille krop og mistede snere en hånd og en fod.

Siden har hun gennemgået over 50 operationer, alligvel er hendes ansigt stadig voldsomt vansiret af de kraftige forbrændinger.

Politiet forsøger stadig at finde ud af, om kvinden har stjålet mere, end hvad de fandt i hendes lejlighed. Og de vil udelukke at andre frivillige kan være involveret.

Videoen er fra december, hvor nogle af de overvældende hilsner ses: