På trods af en 30 centimeter lang træsplint spiddet gennem hovedet overlevede hun Anders Breiviks hensynsløse handlinger i Norge. Det voldsomme billede af Line Nersnæs blev delt i store dele af verden og blev næsten ikonisk for terrorangrebene den 22. juli 2011.

Nu fortæller hun, hvordan hun har det i dag.

»Det går rigtig fint med mig. Fem år er gået, og det er lang tid – men på samme tid føles det som meget kort tid, og det føles på en måde meget ’nært’, at vi kom gående ud lige her for fem år siden,« siger den i dag 58 år gamle Line Nersnæs til VG, der interviewer hende foran regeringsbygningen i det centrale Oslo.

Det var den bygning, hvor Breivik i dag for præcis fem år siden detonerede en hjemmelavet bombe, inden han forklædt som politibetjent tog videre til øen Utøya, hvor han gennemførte en skudmassakre. Angrebene kostede 77 mennesker livet.

Havde ikke tid til at være bange

Seniorrådgiver Line Nersnæs sad den fredag eftermiddag i et af Justitsdepartementets lokaler på 11. etage i den blok, som også huser statsministerens kontor. Gennem støv og smadrede kontorlandskaber fik hun kæmpet sig ud af bygningen, efter braget havde lydt.

Hun fortalte efterfølgende, at hun havde ondt i hovedet og mærkede til sin store overraskelse, at noget, der mindede om en pind, stak ud af hovedet. Hun havde ikke tid til at blive bange. Så først da hun kom ud og mødte det talstærke redningskorps, ’føltes det, som om mit hoved var ved at revne’, fortalte hun dengang til VG.

Det voldsomme billede af Line Nersnæs gik verden rundt i dagene efter terrorangrebet og blev næsten ikonisk på den uforståelige bombesprængning i Oslo. Fredag fortalte hun om den turbulente tid efter angrebene.

»Det var som at leve i en centrifuge – det var følelsen af at blive kastet rundt. Men så igen, med de gode kollegaer, venner og familie, der var omkring mig hele tiden, så var der altid nogen til at tage imod mig. Det er nok det, der har gjort, at jeg føler, jeg har det godt i dag,« siger Line Nersnæs til VG.

'En grænseløs tilstand'

Lægerne, der opererede den 30 centimeter lange træsplint ud af line Nersnæs’ hoved, kaldte hende for meget heldig. Det viste sig nemlig, at træstykket, der stammede fra en vindueskarm i regeringsbygningen, havde siddet lige under huden, langs kraniet, på siden af hovedet.

Efter at være sygemeldt i ti dage tog Line Nersnæs tilbage for at møde sine kollegaer. Hun har ikke kontor i bygningen, hvor bomben gik af, men hun har sin daglige gang med møder og andre ting i bygningen. Hun forklarer, at det er voldsomt at blive mindet om den tragiske oplevelse, men hun er indstillet på, at det er noget, hun må leve med.

»Vi oplevede det, vi overlevede, og vi skal videre. Det føltes godt at komme ud, og det føltes godt at komme videre, men der er samtidig noget med den der grænseløse tilstand. Der var så mange andre, som ikke kom ud eller ikke kom tilbage fra Utøya,« siger Line Nersnæs og tilføjer:

»Der er jo den påmindelse hele tiden, men den kommer vi ikke uden om. Den er der, og det må man leve med – eller jeg må leve med det.«

Anders Behring Breivik erkendte under retssagen de to terrorhandlinger og blev idømt Norges strengeste straf, forvaring. Det betyder, at han i første omgang skal afsone 21 år, herefter kan straffen forlænges med fem år ad gangen, hvis myndighederne vurdere, han stadig er til fare for samfundet.

Line Nersnæs var blandt vidnerne i retten.