Udsultede og døden nær. Sådan finder Anja Lovén mange af de 'heksebørn', der er blevet udstødt af deres familie. Nu har hun reddet endnu et barn, som blev fundet alene og tortureret.

Danske Anja Lovén blev sidste år kendt som helt, da de stærke billeder af hende og den lille udsultede dreng Hope, som hun reddede fra døden, gik verden rundt.

Nu har Anja Lovén igen reddet et af de såkaldte 'heksebørn’, der bliver udstødt fra deres familier og i værste fald tortureret og dræbt, fordi overtroen på hekse i Nigeria er meget udbredt.

Hun har nemlig været på endnu en farlig redningsaktion, hvor den lille afrikanske dreng Elijah - også kaldet Eli - blev fundet efterladt af sin familie.

»Vi havde fået en opringning fra en landsbybeboer om, at han havde set en dreng blive tortureret, beskyldt for at være en heks og efterladt på gaden,« fortæller Anja Lovén.

Foto: Anja Lovén
Vis mere

»Eli sad foran en lægeklinik og tiggede patienterne for mad. Han havde hullet tøj på og var tortureret over hele kroppen. Da vi fandt ham, tog vi ham med på den lokale politistation for at anmelde sagen. Vi fik herefter politiets godkendelse til at tage ham med på vores børnehjem, hvor han nu er og efter omstændighederne har det godt,« forklarer Anja Lovén om redningsaktionen.

Eli er nu på medicin, fordi han er smittet med både malaria og tyfus. Hver dag tilser en sygeplejerske ham, og renser de sår på kroppen, som han har efter at være blevet udsat for totur.

Nutellamadder på børnehjemmet

Det er heldigvis en glad Eli, der på Anja Lovéns nyeste billeder fra børnehjemmet 'Land of Hope' spiser nutellamadder sammen med hendes søn David Jr. (th).

Foto: Anja Lovén
Vis mere

Foto: Anja Lovén
Vis mere

På børnehjemmet 'Land of Hope', som Anja Lovén har bygget, bor de såkaldte 'heksebørn', der er blevet forladt af deres familie, fordi de er blevet stemplet som forheksede.

Når Anja Lovén sammen med sine kollegaer tager ud på redningsaktioner for at hjælpe de udstødte børn, er det bestemt ikke ufarligt. Derfor er det vigtigt for Anja Lovén og hendes kollegaer at skabe dialog med beboerne i landsbyerne.

»Oplysningsarbejde er meget vigtigt for at kunne stoppe den stærkt stigende overtro her i Nigeria. Når vi tager ud i de lokale landsbyområder og laver oplysning, skaber vi dialog med landsbybeboerne, og dermed opbygger vi også tillid til dem,« siger Anja Lovén og fortsætter:

»Og det er også landsbybeboerne, der ringer til os og fortæller, hvis de ser eller hører om børn, der bliver torturet, så vi kan komme og hjælpe dem.«

Anja Lovén, hendes kollega Nsidibi Orok - der var med til at redde Eli, sønnen David Jr. (tv), og Eli (th).
Anja Lovén, hendes kollega Nsidibi Orok - der var med til at redde Eli, sønnen David Jr. (tv), og Eli (th). Foto: Anja Lovén
Vis mere

Anja Lovén er ildsjælen bag nødhjælpsorganisationen DINNødhjælp, der blev stiftet i 2012.

Foreningen kæmper for børns rettigheder og formålet er, at redde de hekseanklagede børn i Nigeria - og for at bekæmpe overtroen.

Nedenfor kan du se det stærke klip, hvor Anja møder den lille udsultede dreng Hope første gang. I dag er han sund og rask og startet i skole.