En 27-årig kvindelig aktivist var i Sydafrika for at sætte fokus på seksuelle overgreb mod kvinder, da hun angiveligt selv blev offer for en voldtægt. Det skriver engelske Metro.

»Der er kun gået få minutter, men nogle gange går det hele så hurtigt, at det kan være svært at huske alle detaljerne.«

Sådan indleder amerikanske Amber Amour en detaljeret opdatering på det sociale medie Instagram, der angiveligt skildrer, hvordan hun blev offer for en voldtægt på et hostel i Sydafrika.

Frem for at kontakte det lokale politi, besluttede hun sig i stedet for at bruge sin Instagram-profil, til at fortælle sine 20.000 følgere om det påståede overgreb.

Artiklen fortsætter under billedet

Ifølge Amber Amour er gerningsmanden en lokal sydarikansk mand med navnet Shakir, som hun mødte på et hostel. Den 27-årige feminist forklarer, at hun havde været syg i dagene forinden, og takkede ja til at gå i bad med den fremmede, på hans værelse, da hun var træt af det kolde vand på sit eget hostel.

Det var angiveligt i badet at voldtægten fandt sted, hvilket hun detaljeret beskriver i sin første opdatering om episoden. Efterfølgende lagde Amber Amour to nye billeder ud på sin Instagram-profil. Det første billede er taget mens hun er på vej på hospitalet, mens det andet billede viser hende ligge på en hospitalsbriks, ventende på at blive undersøgt.

Artiklen fortsætter under billedet

I et interview med kvindemagasinet Marie Claire fortæller Amber Amour om, hvorfor hun valgte, at delagtigøre sine mange følgere på de sociale medier.

»Jeg vidste med det samme, at jeg ikke kunne holde det hemmeligt. Hver dag fortæller jeg andre ofre, at de selv skal stå frem. Så det var jeg nødt til at gøre selv. Det første jeg gjorde var derfor at tage et billede og skrive en opdatering som beskrev, hvad der skete,« fortæller Amber Amour til magasinet, ifølge Metro.

Den 27-årige aktivist er fronfigur for kampagnen 'Stop Rape. Educate', som forsøger at sætte fokus på seksuelle overgreb mod både kvinder, børn og mænd verden over.

Amber Amour opholder sig efter seks uger stadigvæk i Sydafrika, hvor politiet er i gang med at efterforske sagen.