Hun er kun 27 år, men på vej til at sætte en utrolig rekord.

Siden juli sidste år har amerikanske Cassandra De Pecol fra Connecticut rejst verden tynd. Helt præcist har hun foreløbig besøgt 181 lande, og i løbet af de næste 40 dage regner hun bestemt med at nå de sidste 15 af verdens i alt 196 lande. Det fortæller rejsesitet Traveller

Dermed vil hun sætte tre (verdens)rekorder: som den første kvinde, som den yngste amerikaner og som den hurtigste til at nå alle 196 suveræne stater. Og for god ordens skyld napper hun også lige yderligere 11 områder med landestatus.

Hun kalder sit projekt Expedition 196, hvor hun rejser som ambassadør for fred gennem turisme. Projektet har et budget på knap 1,4 mio kr. som hun især får dækket via sponsorater for bl.a. flyrejser og overnatninger.

Typisk bliver hun to-fire dage i hvert fald, inden hun rykker videre på sin tur jorden rundt. Foreløbig har hun fyldt fire pas ud. Undervejs tager hun sig både tid til at filme sine oplevelser med henblik på en dokumentarfilm, ligesom hun indsamler vandprøver.

Blandt de lande, hun mangler at besøge inden jul, er Turkmenistan - og det borgerkrigshærgede Syrien.

»Jeg tog beslutningen om at rejse jorden rundt, da jeg var 25 år, fordi jeg altid har ønsket at udrette noget stort, der kunne gavne hele verden. På det tidspunkt var jeg ikke tilfreds med mit liv. Jeg havde mærkelige jobs og fulgte ikke min lyst. Sammen med uvisheden over ikke at vide, hvor længe vi lever, fik mig til at tage beslutningen,« fortæller hun til redbull.com.

Hun anslår, at hun foreløbig har taget mindst 250 flyveture under projektet, så resten af livet vil hun skulle arbejde på at slette sin kvælstof-regning.

Da hun bliver bedt om at nævne sine tre foreløbige favoritlande, peger hun på Bhutan for landets fredsommelighed, Schweiz for dets bjerge og Forenede Arabiske Emirater for at være et knudepunkt i Mellemøsten, som er hendes foretrukne region.

»Mine tre bedste rejseråd er at stole på TripAdvisor, vente med at gå ombord på flyet som den sidste, så man frit kan vælge blandt de ledige sæder og pak let - meget let,« siger den erfarne globetrotter.