Et billede af den kendte plus size-model Tess Holliday iført bikini var for meget for Facebook, der først forbød billedet, men nu trækker i land.

Det skriver The Guardian.

Billedet blev oprindeligt brugt som et eventbillede for gruppen Cherchez la Femme, der er en australsk gruppe, som afholder arrangementer med feministiske temaer. Det pågældende event havde titlen 'feminisme og fedme'.

Men det faldt ikke i god jord hos Facebook, som afviste en reklame for eventet med henvisning til, at billedet brød Facebooks retningslinjer for kampagner.

Man kunne umiddelbart fristes til at tro, at det var en svipser fra den sociale mediegigants side, men Facebook forsvarede selv beslutningen med, at billedet ikke stempte overens med sidens 'sundheds og fitness-politik'.

'Annoncer må ikke skildre en helbredstilstand eller kropsvægt som værende perfekt eller meget uønsket,' skrev Facebook blandt andet.

'Annoncer som disse er ikke tilladt, da de gør, at dem, der ser dem, får det dårligt med sig selv. I stedet anbefaler vi, at man bruge et billede af en relevant aktivitet, såsom løb eller cykling,' skrev Facebook.

Noget tyder dog på, at man siden er blevet klogere hos Facebook. I hvert fald gik man mandag ud og beklagede den første udtalelse og gjorde det klart, at billedet faktisk ikke bryder nogle retningslinjer alligevel.

'Billedet overtræder ikke vores retningslinjer. Vi undskylder for fejlen og har ladet annoncøren vide, at vi godkender deres annonce,' meddelte Facebook i en udtalelse mandag ifølge The Guardian.

En af lederne af gruppen Cherchez la Femme, Jessamy Gleeson, har siden forklaret, at hun er chokeret over måden, Facebook har italesat kvinder med former.

»Jeg var fuldstændig rasende. Jeg kunne helt ærligt ikke fatte det,« siger hun til The Guardian.

»Vi synes, det var virkelig forfærdeligt og isolere og fremmedgørende. Fede kvinder kan selvfølgelig være ligeså ønskelige som alle andre,« siger Jessamy Gleeson.