Filmen 'Girl in the Box' om Colleen Stans helvedes år har premiere lørdag 10. september. Den uhyggelige historie om frihedsberøvelse og slaveri bliver nu skildret.

Colleen Stan var en erfaren blaffer fra Californien i USA, da hun som 20-årig i 1977 blev samlet op i en bil, der skulle køre hende direkte til helvede. I bilen sad Cameron Hooker med sin kone Janice Hooker. De havde også et lille barn med.

Den lille familie fik Colleen Stan til at være rolig over at skulle køre med. Men efter en kort køretur, drejede Cameron Hooker ned ad en stille vej, hvorefter han truede hende med en kniv.

Hvordan historien herefter udformede sig, bliver nu skildret i Lifetime Movies' nye produktion 'Girl in the Box'.

Efter at være blevet truet, bandt Hooker-parret hende derhjemme med kæder og installerede hende i en kasse. I kassen var den skræmte kvinde 23 timer i døgnet, og hun kom kun ud for at blive voldtaget eller tortureret.

Senere hen fik hun en form for kiste, som hun lå i under parrets seng. Hun blev senere tvunget til at underskrive en kontrakt, hvori der stod, at hun tilhørte Cameron Hooker. Denne kontrakt underskrev hun omkring halvandet år efter, hun blev fanget, og hun var nu Hookers ejendom for livet.

I syv år var lviet et helvede for Colleen Stan.
I syv år var lviet et helvede for Colleen Stan. Foto: All over Press
Vis mere

Herefter blev tilværelsen lidt lettere for hende, fordi hun fik lov at komme ud af kisten og gøre enkelte dagligdagsting. Hun fik eksempelvis lov til at løbe en tur, arbejde alene i haven eller passe børnene, mens forældrene var ude.

Flugten
Colleen Stan turde ikke flygte fra sine kidnappere, fordi hun fik at vide, at Cameron Hooker havde sagt, at det firma han arbejdede for ville torturere og dræbe hendes familie.

Efter at have holdt kvinden syv år i fangenskab med voldtægter, daglige tæsk og tortur blev det for meget for konen Janice Hooker. Hun fortalte Colleen Stan, at Cameron Hooker ikke var ansat af nogen til at gøre de ting mod hende.

Colleen Stan fandt modet frem og tog bussen hjem. Men i flere måneder sagde hun ikke noget til nogen om, hvad der var sket med hende. Hendes familie troede, hun havde været en del af en kult, og Colleen Stan, der havde været væk i syv år, ringede stadig regelmæssigt til Cameron Hooker.

Men hans kone Janice meldte ham til politiet for en anden kidnapning og et drab på en kvinde, som fandt sted året før Colleen Stan forsvandt.

Cameron Hooker har fået 104 års fængsel i USA. I 2015 fik han afslag på sin ansøgning om prøveløsladelse, og han kan først få en ny høring om det i 2030.

Filmen om Colleen Stan har premiere lørdag i USA. Du kan se traileren herunder: