Venezuelas præsident, Hugo Chavez, trodser Vestens sanktioner og sender en ladning diesel til det syriske regime.

Den internationale fordømmelse af Bashar al-Assads overgreb mod civilbefolkningen tager til i styrke, men den syriske præsident har stadig venner i udlandet.

En af hans varmeste støtter er Venezuelas stærke mand og præsident, Hugo Chavez, som nu kommer det syriske regime til hjælp med hårdt tiltrængt brændstof. Ifølge Reuters ankommer skibet Negra Hipolita fra det statslige venezuelanske olieselskab, PDVSA, i denne uge til den syriske havneby Banias med op mod 47,000 tons diesel ombord.

Hugo Chavez har gentagne gange gjort sig bemærket med støtte til diktatorer og andre ledere, som er under pres fra den vestlige verden. Blandt hans allierede er Irans Mahmoud Ahmadinejad, ligesom Chavez også var tilhænger af Saddam Hussein og Muammar Gaddafi.

I januar udtrykte Chavez sin ubetingede støtte til Assad-styret.

- Aggressionerne mod Syrien fortsætter. Det er den samme opskrift, som Vesten brugte mod Libyen: Indfør vold, indfør terrorisme fra udlandet og brug FN til at gribe ind, sagde præsidenten ifølge Reuters i en tale.

Forsyningen fra Venezuela kommer på et vigtigt tidspunkt for det syriske styre, der oplever omfattende brændstofmangel som følge af sanktioner og militærets voksende behov for diesel.

Hvis Negra Hipolitas dieseltanke er fyldte, har lasten en værdi af knap 300 millioner kroner.