Hugo Chavez får alternativ kræftbehandling

VENEZUELA: Venezuelas præsident Hugo Chavez får alternativ behandling to måneder efter sin cancer-operation i Cuba. Det siger landets vicepræsident, Nicolas Maduro, onsdag ifølge Reuters.

58-årige Chavez er ikke blevet set offentligt, siden han rejste til den cubanske hovedstad Havanna for at blive opereret 11. december sidste år. Det var præsidentens fjerde kræftoperation på 18 måneder.

Chavez har ikke fortalt, hvilken type af cancer han lider af, og kritikere anklager regeringen for overdreven hemmelighedskræmmeri i forhold til præsidentens helbredstilstand.

Regeringen afviser beskyldningerne om manglende åbenhed omkring sygdomsforløbet og oplyser, at Chavez har overstået det værste og nu er gået ind i en ny fase af sin behandling uden at komme med yderligere oplysninger om, hvad den nye fase indebærer.

Oppositionen har krævet nyvalg, hvis det viser sig, at præsidenten er for svækket til at varetage sit embede. Et valg ville efter alt at dømme ende med sejr til vicepræsident Maduro, hvis han stillede op mod guvernøren i staten Miranda, Henrique Capriles, som tabte til Chavez ved præsidentvalget i oktober sidste år.

BNB/Reuters