Det er irriterende at døje med udslæt, bumser eller andre hudirritationer, men arbejder man som hudlæge, er den slags det rene vand.

Hudlæger, eller dermatologer, som de kaldes i fagsprog, ser på daglig basis bylder, misfarvet hud og det, der er værre - som et levende dyr fanget under huden på et menneske. Skrækeksemplerne findes, og i en artikel i Women's Health deler syv hudlæger ud af nogle af de mest bizzare oplevelser, de har haft på jobbet.

Læsning herfra er med andre ord ikke for sarte sjæle.

Et levende dyr i brystet

Hudlæge Joshua Zeichner, der driver sin praksis i New York, husker især den dag, en kvinde kom ind med det, hun troede, var et modermærke, der forandrede udseende på hendes bryst. Det viste sig dog at være alt andet end et modermærke.

»Da jeg først kiggede på det, virkede det til at være en sort, byld, men da jeg kom tæt på og rørte ved den, begyndte den at bevæge sig! Det var overhovedet ikke en hudforandring, men snarere en fyldt mide, som stadig var i live, og som sprællede rundt med ben og det hele,« siger hudlægen til Woman's Health.

Bylder i hele ansigtet

Andre hudlæger fortæller om tilfælde, hvor folk har forsøgt sig med behandlinger, der er gået helt galt. Enten hjemme eller ude. Hudlæge Neal Schultz fortæller eksempelvis om en patient, som havde fået et godt tilbud på en såkaldt 'filler'-behandling, der eksempelvis bruges til at udglatte rynker. Problemet var bare, at behandlingen ikke var gået godt, og kvinden mødte derfor op hos hudlægen med store bylder i hele ansigtet.

Juicekuren fra helvede

En anden læge fortæller om et tilfælde, hvor en kvinde var gået på juicekur og havde indtaget så mange gulerødder, at hendes hud var blevet decideret orange. Tilstanden kaldes 'carotenemia', og huden vendte dog tilbage til sin normale kulør igen, da kvinden skar ned på gulerødderne.

Solskoldning på et helt nyt niveau

En solskoldning er noget, de fleste af os nok har kæmpet med et par sommerdage eller tre, men hudlæge Arash Akhavan oplevede en dag en skoldning, hvor selv ikke tonsvis af aloe vera kunne redde dagen.

»Jeg havde en ung studerende, som kom ind, og som var kommet hjem fra spring break i Mexico. Hun var faldet i søvn på stranden efter en hel nats fest, og det havde givet hende den værste solskoldning, jeg har set i min karriere. Mens vi snakkede sammen under hendes besøg, sprang to enorme blærer i hendes ansigt, og væsken dryppede ned ad hendes ansigt og hals. Næsten ti år efter snakker vi stadig om det besøg, når hun er til sin årlige hudkræft-screening,« fortæller hudlægen.

Af andre skrækeksempler fortæller en læge også om en kvinde, der havde lavet sin egen ansigtsmaske med det resultat, at hendes ansigt hævede fuldkommen op. En anden læge fortæller om en kvinde, der længe havde døjet med lugtgener, som viste sig at være opstået, fordi hun havde så meget skidt på ryggen, fordi hun længe havde forsømt sit bad. Endelig var der historien om patienten, der insisterede på at se sin egen cyste blive 'poppet' - med det resultat at den hvide, ostelignende masse poppede ud og fløj gennem lokalet.