Hotel-ejer Ruth Thomann har formentlig aldrig været så meget i spotlyset, som hun er nu, efter hun forleden hang følgende besked op på hotellet Arosa i det østlige Schweiz:

'Til vores jødiske gæster. Vær sød at gå i bad, før I svømmer. Hvis I bryder vores regler, er jeg nødsaget til at forbyde jer adgang til swimmingpoolen. Tak for forståelsen.'

Den opsigtsvækkende besked, som er blevet delt på de sociale medier, har skabt en del røre. Det skriver blandt andet nyhedsbureauet AP.

Flere mener, at der uden tvivl er tale om et vaskeægte eksempel på jødehad. Selv indrømmer Thomann, at der er tale om en kæmpe brøler. At hun ikke er antisemitisk. Hun er citeret for at sige, at beskeden skulle have været rettet mod alle hotellets gæster:

»Jeg skrev noget naivt på den plakat,« siger hun.

Ifølge nyhedsbureauet har adskillige krævet, at man lukker hotellet. Også den israelske viceudenrigsminister Tzipi Hotovely raser mod hotellets ledelse og kræver 'retfærdighed' i sagen.

Imidlertid har flere forsøgt at gyde olie på vandene. Blandt andet mener en talsmand for den schweiziske turistbranche, at der er tale om et meget uheldigt, men enkeltstående tilfælde, der på ingen måder er repræsentativt for befolkningens holdning til jøder.

Også en schweizisk interesseorganisation for det jødiske samfund kaldt det for en eklatant fejl.

»Det er en person, som virkelig ikke tænkte sig om,« siger Jonathan Kreutner fra organisationen.

»Det er vigtigt, at vi forholder os rolige. Det, der skete, var ikke godt. Jeg ønsker ikke at tale problemet ned, men det er vigtigt, at vi forholder os roligt,« siger han.

Episoden har været debatteret på højeste statslige niveau. Den schweiziske udenrigsminister har været i kontakt med den israelske ambassadør, hvor det er gjort klart, at alpelandet fordømmer racisme, anti-semitisme og alle former for diskrimination.