Den syriske oprørsby Homs, er under heftigt bombardement, oplyser tv-stationen al-Jazeera.

Ifølge TV-stationen er det specielt kvarteret al-Khalidiyeh, der udsættes for luft- og artilleribeskydning. Kvarteret har været under belejring gennem flere uger af syriske regeringsstyrker, og den humanitære situation forværres hastigt:

- Vi dør hver dag, men der er ingen, der gør noget for os, siger en indbygger, Raji Rahmet Rabou til al-Jazeera.

Også flere andre steder blev der mandag rapporteret om kampe i Syrien.

Det gælder i Syriens største by Aleppo, og det gælder i Idlib-provinsen.

Mindst 20 er dræbt under kampe i Deraa-provinsen i det sydlige Syrien.

Ifølge oprørskilder blev mange dræbt, da regeringsstyrker åbnede ild mod biler, der var ved at transportere sårede til hospitalet.

Kampene fulgte i kølvandet på en kraftig bombe, der sent søndag eksploderede i hovedstaden Damaskus på politihovedkvarterets parkeringsplads.

Bomben dræbte en politibetjent og beskadigede hovedkvarteret, oplyser Syriens statslige nyhedsbureau.