Retssagen mod den 89-årige ukrainskfødte John Demjanjuk er gået i gang i München. Sagen bliver formentlig den sidste Holocaust-retssag.

Tyskland har indledt det, der formentlig bliver den sidste Holocaust-retssag. Nemlig retssagen mod den 89-årige John Demjanjuk.

På retssagens første dag, mandag, blev Damjenjuk bragt ind i retssalen siddende i en kørestol og sidenhen liggende på en båre. Omsider måtte dommeren afbryde retsmødet, fordi den tiltalte var urolig, viftede med armene og klagede over hovedpine.

Demjanjuk står tiltalt for at have sendt titusinder af mennesker i døden i Sobibor, der er en af de udryddelseslejre, der blev bygget i Østeuropa under Den Anden Verdenskrig.

Demjanjuk menes at have i alt 27.900 jøders og andre menneskers liv på samvittigheden.

Hvis han bliver dømt, vil den ukrainskfødte Demjanjuk med stor sikkerhed skulle tilbringe resten af sine dage i fængsel.

Bliver han frikendt, står han over for en uvis fremtid som statsløs, da USA har taget hans amerikanske statsborgerskab fra ham.

Over 200 journalister fra hele verden rapporterer fra retssagen i München.

Demjanjuk, der rejste til USA efter Den Anden Verdenskrig, nægter selv, at han var til stede i Sobibor i det tyskbesatte Polen. Men det amerikanske justitsministerium siger, at det er i besiddelse af hans SS-identitetskort fra lejren.

Demjanjuk beskyldes for at have været vagt i lejren fra marts 1943 til september 1943.

Demjanjuk siger selv, at han var soldat i Den Røde Hær, og at han blev fanget af tyske soldater i 1942 og derefter blev fragtet rundt til forskellige fangelejre. Men israelske og amerikanske domstole har fastslået, at han var til stede i Sobibor.

/ritzau/AFP