Efter lang venten kan EU-Kommissionen endelig glæde sig over, at handelsaftalen med Ukraine er på plads.

Bruxelles. Det hollandske senat har tirsdag godkendt EU's frihandelsaftale med Ukraine. Dermed er aftalen endeligt godkendt af alle EU-lande.

Næsten to tredjedele af det hollandske senat stemte for at ratificere aftalen. Den vil ifølge EU-Kommissionen knytte Ukraine tættere til Europa.

- Dagens afstemning i det hollandske senat sender et vigtigt signal fra Holland og hele Den Europæiske Union til vores venner i Ukraine: Ukraines plads er i Europa. Ukraines fremtid ligger i Europa, lyder det fra formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker.

Den hollandske befolkning valgte i foråret 2016 at stemme nej til at ratificere handelsaftalen med Ukraine.

På det tidspunkt var aftalen allerede godkendt i de resterende 27 medlemslande i EU. Også det hollandske parlament havde i første omgang godkendt aftalen.

Men en ny hollandsk lov gjorde det muligt for en gruppe borgere at kræve en folkeafstemning om aftalen.

På valgdagen mødte kun 32 procent af hollænderne op. Indholdet af aftalen var svært at gennemskue, og 61 procent af vælgerne endte med at stemme nej.

Siden har der været arbejdet på at finde en løsning, så hollænderne kunne ratificere aftalen, uden at de resterende 27 EU-lande også skulle ratificere den igen.

Løsningen blev en ny tekst. Her slås det blandt andet fast, at Ukraine ikke kan regne med yderligere militærbistand eller medlemskab af EU med aftalen.

Inden den hollandske afstemning advarede Juncker om, at et nej ville kunne kaste EU ud i en krise.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, har dog undervejs i forløbet givet udtryk for, at hans land vil fortsætte med at tilnærme sig EU på trods af den hollandske folkeafstemning.

/ritzau/