Det var en bevæget Francois Hollande, der fredag holdt tale ved mindehøjtideligheden for de dræbte i terrorangrebet i Paris. Præsidenten opfordrede borgerne til ikke at stoppe med at gå til koncerter og sportsbegivenheder.

FRANKRIG: Omkring 1.000 personer deltog fredag middag i en stor mindehøjtidelighed i det centrale Paris til ære for ofrene for terrorangrebene på den franske hovedstad 13. november.

Blandt deltagerne var den franske præsident, Francois Hollande, og overlevende efter angrebene samt ofrenes familier. Mindehøjtideligheden blev holdt i militærkomplekset Invalides i Paris.

Stemningen var højtidelig, ansigterne fastfrosne og stilheden blandt de fremmødte øredøvende, da navnene på de 130 dræbte blev læst op ved ceremoniens åbning.

Seancen blev fulgt af et stykke sørgmodig musik af Bach, inden den franske præsident gik på talerstolen. Flankeret af store, svajende franske flag holdt Hollande en både barsk og rørende tale til det franske folk.

»Fredag den 13. november er den dag, vi aldrig vil glemme,« begynde en tydeligt bevæget præsident og fremhævede de mange dræbte, hvoraf mange var unge mennesker under 30 år.

»Det var fordi, de repræsenterede selve livet, at de blev dræbt. Fordi de repræsenterede selve Frankrig, at de blev dræbt... De her mænd og kvinder udgjorde Frankrigs ungdom,« sagde Hollande, inden han gik videre til at adressere, hvordan Frankrig skal komme videre efter tragedien.

»For at svare igen vil vi synge som aldrig før. Vi vil fortsætte med at gå til koncerter, fortsætte med at gå på stadion til store sportsstævner, fortsætte med at samles,« lød opfordringen til franskmændene.

»Vores forpligtigelse nu er, at de værdier, vi står for, skal leve videre,« fastslog præsidenten afslutningsvist.

Afslutningsvis blev tonerne fra den franske nationalsang, La Marseillaise, spillet, mens Operaakademiet i Paris og den franske hærs kor stemte for og lod deltagerne følge sig i sørgmodig sang, inden mængden blev opløst.

Det franske folk er blevet opfordret til at tage del i mindedagen ved at dekorere deres hjem med de franske tricolor-farver, blå, hvid og rød.