Selv om han er tidligere republikansk senator, klapper republikanerne på højrefløjen ikke ligefrem i hænderne over udsigten til Chuck Hagel som ny forsvarsminister.

USA: Præsident Barack Obama ventes mandag at udpege den tidligere republikanske senator Chuck Hagel som ny forsvarsminister.

Det bekræfter en talsmand fra Det Hvide Hus søndag over for New York Times.

Men udnævnelsen møder allerede modstand hos den amerikanske højrefløj, ligesom forkæmpere for homoseksuelles rettigheder har set sig sure på ham.

Den 66-årige Vietnam-veteran og tidligere senator i Nebraska forlod politik i 2008, da han i stedet begyndte at undervise på Georgetown University i Washington. Han udviklede et venskab med præsident Obama og blev en af præsidentens udenrigspolitiske rådgivere.

Hagel har vakt vrede i jødiske kredse, fordi han har beskrevet den pro-israelske lobby som »den jødiske lobby« og kritiseret dens indflydelse i Kongressen. Det vakte også kritik, da han for 14 år siden kritiserede daværende præsident Bill Clintons udnævnelse af ny ambassadør i Luxembourg, som ifølge Hagel ikke var kvalificeret, da ambassadøren var »åbenlys og hæmningsløs bøsse«. Det undskyldte han dog senere for.

Chuck Hagel var som senator kritisk over for præsident George W. Bushs krig i Irak, og han er i flere tilfælde gået imod sit eget parti i spørgsmål om Iran og palæstinenserne.

Adskillige republikanske senatorer var søndag på amerikansk TV, hvor de antydede, at den endelige godkendelse af Chuck Hagel kan blive en »lang og stormfuld« affære.

- Hans syn på Israel og Iran og alle de andre standpunkter, han har taget over årene, vil i høj grad blive et diskussionsemne under godkendelsesprocessen, sagde Mitch McConnel, den republikanske leder i Senatet, til NBCs »Meet the Press« søndag.

Republikanerne har tidligere været på kant med en af præsidentens favoritter til posten som ny udenrigsminister. FN-ambassadør Susan Rice blev af republikanere beskyldt for at fejlinformere om drabet på en amerikanske ambassadør i den libyske by Benghazi i september. Det fik Rice til at trække sig som kandidat til udenrigsministerposten.

Blandt den nye forsvarsministers opgaver er at gennemføre drastiske besparelser på forsvarsbudgettet og skrue ned for USAs tilstedeværelse i Afghanistan efter 2014.