Dødstallet efter den tragiske brandulykke, der brød ud i beboelsesejendommen Grenfell Tower i London natten til onsdag den 14. juni, er onsdag blevet bekræftet til omkring 80.

Og blandt de omkomne er et kun seks måneder gammelt spædbarn nu blevet identificeret - det yngste offer indtil videre.

Det skriver New York Post.

Spædbarnet, Leena Belkadi, blev fundet i armene på sin døde mor, Farah Hamdan, på trapperne mellem 19. og 20. etage i det nu udbrændte Grenfell Tower. Og de var ikke de eneste fra familien, som døde i flammerne. Morens ældste datter, otteårige Malek, blev reddet ud fra 20. etage, men døde senere på St. Mary's Hospital i London. Faderen Omar er også blevet meldt død.

Eneste overlevende fra familie er den seksårige datter, Tazmin.

Fiona McCormack, ledende efterforsker hos Metropolitan Police, udtalte onsdag følgende om det nuværende dødstal:

»Jeg kan sige så meget, at vi regner med, at 80 mennesker enten er døde eller savnet, og jeg må antage, at de er døde. Jeg ønsker ikke, at der skal være nogen savnede ofre. Vi vil have klarhed over de menneskelige omkostninger efter denne tragdie.«

Årsagen til, at det endnu er for tidligt at fastslå det eksakte dødstal, er ifølge Fiona McCormack, at beboeroversigten, som myndighederne har fået udleveret af selskabet bag driften af Grenfell Tower, ikke har været opdateret korrekt.

Politiet har oplyst, at det var et køleskab, som forårsagede branden, og at den voldsomme eskalering i branden skyldtes ejedommens udvendige isolering. De overvejer nu, om de ansvarlige for branden skal sigtes for uagtsomt manddrab.

Englands premierminister, Theresa May, har efter branden i Grenfell Tower afsløret, at 120 andre højhuse i England er bygget med udvendig isloring, og at de alle ikke lever op til myndighedernes regler om brændsikkerhed. En større undersøgelse af bygningerne vil nu blive sat i gang, siger Theresa May.

Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

Foto: ANDY RAIN
Vis mere