____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>'Hjælp os. Skibet er ved at synke'. Det første nødopkald fra færgen Sewol, der kæntrede og sank ud fra den sydkoreanske kyst i sidste uge med 476 personer om bord, kom ikke fra besætningen, men fra en dreng, der brugte en mobiltelefon til at ringe efter hjælp. 

Det bekræfter den sydkoreanske kystvagt angiveligt overfor cnn.com tirsdag.

Drengen havde ringet til den sydkoreanske alarmcentral og fortalt vagtlederen for det lokale brændvæsen, at de havde brug for hjælp.

- Hjælp os. Skibet er ved at synke, lød det fra drengen. Det er endnu uvis, om han er blandt de overlevende, blandt de omkomne eller blandt de mange personer, myndighederne endnu mangler at finde. 

Først tre minutter efter drengens opkald, foretog færgens besætning et nødopkald til det koreanske søværn.

Den offentliggørelse er med til at øge kritikken af den måde, færgens besætning agerede på, efter færgen med al sandsynlighed sank efter at være stødt på et rev under vandet. 

Først satte myndighederne spørgsmålstegn ved, hvorfor det var tredjestyrmanden, der stod ved roet, da skibet kæntrede. Dernæst blev spørgsmålstegnet sat ved, hvorfor kun to af de omkring fyrre redningsbåde blev taget i brug. Og til sidst blev det sat ved, hvorfor kaptajnen ikke gav ordre til passagerne om at forlade skibet, men i stedet iføre sig redningsveste og blive, hvor de var.

I alt er ni besætningsmedlemmer nu sigtet for ikke at have udført deres arbejde i forbindelse med forliset ordentligt - deriblandt den 69-årige kaptajn.

Indtil videre er 121 personer erklæret døde efter forliset. 181 mangler endnu at blive fundet, mens 174 blev reddet i land kort tid efter, færgen sank. Antallet af omkomne forventes dog at stige. Det er tirsdag lykkedes dykkere at komme ind i den sunkne færges cafeteria, hvor det formodes, at mange af passagerne opholdt sig for at spise morgenmad.

Redningsarbejdet vil fortsætte onsdag, og selvom der ikke er fundet nogle overlevende efter de første 174 blev reddet kort efter ulykken, arbejder de stadig ud fra, at det er en redningsaktion. Men selvom håbet stadig lever, er det hårdt. Det fortæller en af dykkerne, Bard Yoon, ifølge cnn.com.

- Vi dykker i med tanken om, at der måske er overlevende, siger han og fortsætter:

- Men når vi er nødt til at vende tilbage med ingenting, kan vi ikke se familierne (til de savnede, red.) i øjnene.