Handelsministeren er på vej til USA for at gøde jorden i forhandlingerne om en historisk frihandelsaftale mellem USA og EU-landene.

Hvis der lander en frihandelsaftale mellem EU og USA, så vil den formentlig betyde andet og mere end bare billigere iPads.

»En ambitiøs aftale vil ud over nye job bidrage til reallønsstigninger og lavere priser i butikkerne for den enkelte, og det vil kunne mærkes. En typisk dansk familie på to voksne og to børn vil ifølge EU-Kommissionen stå til at kunne få 4.000 kroner ekstra i disponibel indkomst om året, som følge af at varerne bliver billigere,« siger handelsminister Mogens Jensen (S).

Han flyver onsdag til Washington for at drøfte forhandlingerne, som er i fuld gang, med blandt andre den amerikanske chefforhandler, Michael Froman, formanden for handelskomitéen i Repræsentanternes Hus, republikaneren Devin Nunes, og det amerikanske handelskammer, som er den største erhvervsorganisation i USA.

»Der er stadig knaster forude, men jeg forventer, at en aftale vil kunne bidrage til, at danske virksomheder inden for eksempelvis medicin, transport og industri inden for en overskuelig fremtid vil begynde at ansætte flere,« siger Mogens Jensen.

Ministeren understreger, at en handelsaftale mellem EU og USA ikke må betyde forringelser i det danske sundhedssystem, for standarden af danske fødevarer eller for miljøstandarderne, som kritikere af en eventuel aftale frygter.

Der er siden sommeren 2013 gennemført fire forhandlingsrunder om frihandelsaftalen, og der er planlagt yderligere fire i efteråret.