Efter to debatter imellem diverse højtråbende republikanske præsidentkandidater ført an af Donald Trump, var det i nat de amerikanske demokraters tur.

Det var de to spidskandidater, Vermont-senator Bernie Sanders og forhenværende førstedame og undenrigsminister Hillary Clinton, der lagde for.

Og deres første debatemne var overraskende nok, Danmark.

Ifølge sin politik, som han kalder 'demokratisk socialisme', mener Bernie Sanders nemlig, at USA kan lære meget af skandinavisk socialpolitik.

Og i sit først indlæg sagde senatoren således:

»Vi kan lære meget af det, Danmark har opnået for sin arbejdende befolkning. Uddannelse og sygesikring skal være et gratis tilbud, der er ens for alle.«

Udtalelsen blev mødt med et tordnende bifald fra Bernie Sanders mange tilhængere, der var mødt op til debaten op i Las Vegas.

Aftenens vært CNN's Anderson Cooper påpegede herefter, at Danmark har en samlet befolkning på 5,6 millioner - til sammenligning med USAs over 320 millioner. Og han antydede, at det danske system måske ikke ville fungere i så stort et samfund som det amerikanske.

Og Hillary Clinton fortsatte Danmark-snakken:

»Jeg elsker Danmark. Men vi er ikke Danmark. Og jeg tror, at vi gør os selv en bjørnetjeneste ved at vende ryggen til vores kapitalistiske grundprincipper.«

Herefter understregede Sanders, at han selvfølgelig heller ikke er imod de kapitalistiske amerikanske grundprincipper.

Og debatten fortsatte med emner som immigration, mindsteløn, ligestilling og skattetryk.

Udover Hillary Clinton og Bernie Sanders deltog forhenværende borgmester, senator og guvernør Lincoln Chafee, Senaor Jim Webb og guvernør Martin O'Maley i debatten.

Og som indledning på hele debatten leverede sangerinden Sheryl Crow en temmelig grusom version af den amerikanske nationalmelodi.