Bill Clinton opsøger justitsminister, mens en føderal efterforskning er i gang mod Hillary. Nu får FBI sagen.

København. Har Bill Clinton lavet en kæmpebommert, der kan gøre det vanskeligt for hans kone, Hillary, at blive valgt til USA's præsident?

Det spørgsmål lyder i USA fredag, efter det er kommet frem, at Bill Clinton har opsøgt USA's justitsminister, Loretta Lynch.

Det skete, kort før Lynch skulle beslutte sig i sagen om Hillary Clintons brug af en privat e-mail-server, mens hun var udenrigsminister.

Republikanere anklager den tidligere amerikanske præsident for magtmisbrug, mens en føderal efterforskning er i gang mod hans kone.

Nu har Lynch meddelt, at hun overlader det til forbundspolitiet FBI og anklagere at afgøre, om Hilllary Clinton skal sigtes i sagen. Hun vil ikke selv træffe en beslutning, selv om hun har retten til det.

- Anbefalingerne vil blive gennemgået af anklagere og FBI's direktør, og de vil fremlægge det for mig. Jeg regner med fuldt ud at acceptere anbefalingerne, siger hun fredag på et pressemøde.

Men hun erkender, at mødet med Clinton "kaster en skygge over" et justitsministerium, der normalt betragtes som uafhængigt.

Det er avisen New York Times, der tidligere på ugen kunne berette om det private møde mellem Bill Clinton og Lynch, der er udpeget af præsident Barack Obama.

Mødet mellem de to fandt sted i lufthavnen i Phoenix i den amerikanske stat Arizona. Lynch var lige landet i Phoenix mandag, da Clinton under en mellemlanding sprang op i hendes fly for at tale med hende.

Begge har de bedyret, at mødet var af privat karakter, og at de ikke talte om Hillary Clintons e-mail-sag.

Men Lynch siger nu, at der ikke er plads til misforståelser.

- Det er vigtigt at gøre det klart, at mødet med præsident Clinton ikke har nogen indflydelse på, hvordan denne sag vil blive behandlet og løst, siger hun.

Trump skriver i et tweet fredag, at mødet mellem Clinton og Lynch viser, at USA's politiske system er "fuld af svindel".

Republikanere har beskyldt Hillary Clinton for ulovligt at benytte sig af familiens private server til e-mails som udenrigsminister. Mange mails var hemmeligstemplede dokumenter.

Det har forbavset både venner og fjender, hvorfor den tidligere udenrigsminister ikke brugte udenrigsministeriets egen sikre mail-tjeneste.

/ritzau/AFP