Disse billeder blev taget kl. 19.45 lørdag aften og viser den 16-årige norske pige Sigrid Giskegjerde Schjetne - få timer senere forsvandt hun sporløst.
Det norske politi, der har arbejdet på højtryk for at finde pigen, har nu valgt at frigive de tre billeder i håb om, at de kan kaste lys over, hvad der er sket med den vellidte pige, der forsvandt på vejen hjem fra en veninde i Østensjø-området.
- Det er overvågningsbilleder fra lørdag - og disse billeder vil blive offentliggjort for at vise det tøj, som hun havde på, før hun forsvandt, sagde politiinspektør Kristin Rohde på et pressemøde tidligere i dag.
På billedet kan man se, at den unge pige var iklædt deminshorts, grå tanktop og en blå hættetrøje lørdag aften, hvor hun forsvandt.
16-årige Sigrid forsvandt: Efterlyser bil og to mænd
Trods over 800 tip, står politiet stadig uden spor af den 16-årige, der har været savnet i fem dage. Under dagens pressemøde kom det frem, at politiet ønsker at komme i forbindelse med føreren af en sølvgrå Golf, som er set kørende mod Statoil-stationen ved Låveveien 70.
Politiet har også forsøgt at få adgang til pigens Facebook-profil, da hun var yderst aktiv på de sociale medier. Men Facebook har givet politiet afslag på forespørgslen. Politiet har dog sendt endnu en forespørgsel til det amerikanske netsted.



