Den sydafrikanske statsanklager Gerrie Nel er manden, som skal fælde OL-løberen Oscar Pistorius og sætte ham bag lås og slå.

Den verdenskendte OL-løber er anklaget for at skyde sin kæreste, reality-stjernen Reeva Steenkamp, med fuldt overlæg. Selv påstår OL-løberen, at drabet var en fejl, og at han fejlagtigt troede, at han skød en tyv, som var brudt ind i parrets hus.

Gerrie Nel er kendt som en af Sydafrikas topadvokater med over 30 års erfaring. Han er ikke kun kendt for sine evner og dedikation men også for sin vedholdende facon.

- Han er en offentlig anklager, hvis ekspertise, overbevisning og integritet er hævet over al kritik. Alt, han rører ved, bliver til guld, siger den tidligere chef for den nationale anklagemyndighed Mthunzi Mhaga til sydafrikanske Mail and Guardian.

Gerrie Nel vandt blandt andet sagen mod Sydafrikas tidligere politikommissær Jackie Selebi, som blev dømt for korruption og bedrageri i 2007.