Mens tusindvis af Facebook-brugere har ladet de franske nationalfarver smykke deres Facebook-profil for at vise solidaritet med ofrene for terrorangrebene i Paris, er Charlotte Farhan gået mod strømmen.

I et opslag, der i øjeblikket bliver skamdelt på nettet og har fået over 120.000 likes, forklarer hun, hvorfor hun ikke vil blive rød, hvid og blå for at mindes de 129 dræbte i Paris.

Selv om hun oprindeligt stammer fra Paris, men nu bor i engelske Portsmouth, føler hun, at det vil være forkert at ændre profilbillede på grund af de franske terrorangreb. For hvis hun gjorde det, burde hun jo også markere det på sin profil, hver gang der skete en grusomhed et andet sted i verden - og det ville være flere gange om dagen.

»Mit hjerte er med verdenen, ingen grænser, intet hierarki. For mig har alle menneskers liv værdi, når de bliver angrebet af ekstremisters tro - uanset om det skyldes religion, fordomme eller profit. Lad være med at gøre dig til part i 'os' mod 'dem'-mentaliteten, som de krigsliderlige ønsker, du skal være,« forklarer hun.

Charlotte Farhan, som er redaktør på onlinemagasinet 'Art Saves Lives International', er blevet lidt af en mediestjerne i Storbritannien efter hendes budskab gik viralt. Store aviser som Daily Mail, The Independent, Metro og The Mirrror har skrevet om hendes budskab, og hun har også oplevet en sand lavine af opbakning på Facebook, hvor over 93.000 har delt hendes opslag og de positive kommentarer strømmer ind.

Der har dog også været enkelte mishagsytringer fra folk, som opfattede Farhans budskab som en kritik af alle de mange tusinder, som har valgt at lade tricoloren smykke deres profilbillede på Facebook. Men det var slet ikke pointen, understregede hun i en opfølgende opdatering.

»Jeg har ingen problemer med dem, som bruger flaget i deres profilbillede. Jeg forklarede blot, hvorfor jeg, som franskmand, ikke gør det,« skriver hun.

Islamisk Stat har påtaget sig skylden for terrorangrebet mod Paris fredag den 13. november, hvor 129 blev dræbt og omkring 350 såret under de koordinerede angreb seks forskellige steder i byen.

Dagen før blev Libanons hovedstad Beirut ramt af et frygteligt terrorangreb, som dræbte 43 og sårede 240. Men det har fået langt mindre opmærksomhed - både i medierne og på de sociale medier.