Opdateret 12.49 med billede af bombemanden.
Det var en selvmordsbomber, der onsdag detonerede det sprængstof, som dræbte syv personer i en bus fyldt med israelske turister i Bulgarien. Det siger den bulgarske indenrigsminister, Tsvetan Tsvetanov, ifølge Reuters.
- Vi er nået frem til, at der var en selvmordsbomber, der stod bag dette angreb. Personen havde et falsk kørekort fra USA, sagde Tsvetan Tsvetanov på et pressemøde torsdag morgen i lufthavnen ved sortehavsbyen Burgas, hvor bomben blev udløst.
Han tilføjede, at den bulgarske efterretningstjeneste har taget DNA-prøver fra den døde bombemand og at man nu tjekker databaser for at identificere ham.
Læs også: Star Tour omdirigerer kunder efter bombeangreb
Videoovervågning ved lufthavnens indgangsparti viser ifølge Tsvetan Tsvetanov, at bombemanden ikke skilte sig ud fra mængden af turister.
- Han så ud som alle de andre - en normal person med bermudashorts og rygsæk, sagde indenrigsministeren, der fortalte, at bussens bulgarske chauffør og bombemanden er blandt de otte dræbte.
Efter angrebet var flere vidner ikke i tvivl om, at det var en selvmordsbomber, der stod bag.
- Vi satte os ned, og inden for få minutter hørte vi et stort brag, og vi løb væk. Det lykkedes os at flygte gennem et hul i bussen. Vi så lig og mange sårede mennesker, fortalte vidnet, Aviva Malka, til israelsk radio.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde onsdag, at Iran står bag angrebet.
- Alt tyder på Iran. I løbet af den seneste tid har vi set iranske forsøg på at angribe israelere i Thailand, Indien, Kenya, Cypern og andre steder. Israel vil reagere kraftfuldt på iransk terror, sagde Netanyahu.
USA præsident, Barack Obama, har fordømt angrebet, der fandt sted omkring klokken 16 onsdag eftermiddag.
- USA vil stå med vores allierede og yde den støtte, der er nødvendig for at identificere og retsforfølge gerningsmændene bag dette angreb, fastslog Obama.



