45-årige Ronald Smiths henrettelse torsdag aften gik ikke som planlagt. Den dødsdømte morder hev og trak efter vejret og hostede sig igennem 13 minutter af en 34 minutter lang henrettelse i staten Alabama. Det har efterfølgende skabt stor debat i USA.

Det skriver mediet NBC News.

I Alabama får man tre indsprøjtninger under en henrettelse. Den første skal bedøve mod de to følgende dødelige indsprøjtninger, som får den henrettede til at føle en brændende smerte.

Modstandere af dødsstraf mener, at Ronald Smiths reaktion er et bevis på, at det bedøvende middel midazolam, der bliver brugt under henrettelsen, ikke er godt nok. Kritikken går på, at bedøvelsesmidlet ikke gør fangerne bevidstløse, inden de efterfølgende to dødelige og mere smertefulde indsprøjtninger bliver givet.

En kritik, der før har været rejst. Også af den dødsdømte selv. Han havde tidligere stillet spørgsmålstegn ved, om bedøvelsesmidlet var det rette at bruge ved en domstol, men en føderal dommer valgte at overse hans indvending.

»Dette er endnu et eksempel på, at midazolam ikke gør, som staten siger, den vil gøre,« siger Robert Dunham, der er direktør for et informationscenter om dødsstraf ifølge NBS News.

Direktøren kritiserer, at Ronald Smith hostede rallende og knyttede sin næve sammen som i smerte under henrettelsen, selvom han havde fået den bedøvende sprøjte. Han åbnede også det ene øje lidt og bevægede sine læber og kæmpede med vejrtrækningen, efter han havde fået den dødelige indsprøjtning. Personalet måtte to gange tjekke, om han stadig var ved bevidsthed under henrettelsen ved at råbe hans navn og nive ham i underarmen.

Ronald Smith er blevet henrettet for i 1994 at skyde og dræbt butiksassistenten Casey Wilson under et røveri i en butik.