Tungtbevæbnede russiske militærfly øvede i nattetimerne i påsken flere angreb på Sverige. Svenskerne reagerede ikke, men danske F-16-jagere blev sendt i luften.

Episoden har indtil nu været hemmeligholdt, men sikkert er det, at seks russiske militærfly i sidste måned, langfredag i påsken, øvede sig i at angribe forskellige mål i Sverige. Russerne fløj mod Sverige midt om natten og udførte simulerede angreb på militære baser i Stockholms-området. NATO reagerede ved at sende danske jagerfly i luften, skriver svd.se.

»Jeg kan bekræfte, at der var to bombefly af typen Tu-22, som fik eskorte af fire Su-27 jagerfly. De befandt sig i international luftrum ved øen Gotska Sandön og gennemførte en slags øvelse. Derefter vendte de om og fløj tilbage ad den vej, de var kommet,« siger generalløjtnant Anders Silwer fra det svenske flyvevåben til Svenska Dagbladet.

Det svenske flyvevåben fik øje på de seks fly på deres computerskærme kort efter midnat. De dukkede op fra øst og fra militærbaser i Skt. Petersborg-området. Normalt ville de russiske fly have fløjet mod syd over Østersøen for at lande i den russiske enklave Kaliningrad, men denne gang svingede flyene mod Sverige.

Anders Silwer ønsker ikke at svare på, hvad russerne øvede, men ifølge Svenska Dagbladet oplyser militære kilder, at de russiske fly delte sig idet de nærmede sig Sverige. Bombeflyene udførte efterfølgende simulerede angreb på to specifikke mål i henholdsvis Stockholms-området og i det sydlige Sverige. To af Sveriges vigtigste militære installationer.

Bombeflyene Tu-22, som NATO kalder Backfire, har en fire mand stor besætning og kan bære krydsermissiler og atomvåben. Der gik da heller ikke mange minutter, før NATO reagerede på den uanmeldte øvelse på de svenske militærinstallationer. To danske F-16 fly lettede således fra basen Siauliali i Litauen. Det skete, da Sverige ikke umiddelbart havde et beredskab klar, da den russiske øvelse udspillede sig.

»Nej, vi havde ikke noget flyberedskab på tidspunktet,« siger Anders Silwer til Svenska Dagbladet.

En anonym kilde med stort kendskab til Sveriges militærberedskab siger til avisen at det er meget alvorligt, at Sverige ikke reagerede.

»Allerede da vi opdagede, at flyene var på vej mod Sverige fra øst, skulle vores beredskab have været forhøjet og et svensk jagerfly været sendt i luften. Det er hele idéen bag vores beredskab, at udefrakommende skal mærke, at »vi ser jer, vi møder jer, vi har styr på jer«. Men i det her tilfælde var vi tilsyneladende ikke klar. Det er alvorligt,« lyder det.