Vi advarer om stærke billeder længere nede i artiklen.

Chokerende video viser, hvordan mandskabet på en yacht, fandt den døde tyske sejler Manfred Fritz Bajorat.

Lad det være sagt med det sammen: Se IKKE denne video, hvis du har sarte nerver og ikke er til uhygge ved højlys dag.

Den viser nemlig, hvordan et besætningsmedlem fra en yacht, svømmer over til en lystbåd, som flyder rundt uden mast og sejl. Her finder han liget af den tyske sejler Manfred Fritz Bajorat, som ingen havde set eller hørt fra længe.

Ikke fordi videoen viser selve liget. Det gør den ikke. Og det har vi jo også allerede set på de talrige billeder af den stakkels tysker, som har gået verden rundt den seneste uge.

Alligevel er sekvensen, hvor sejleren svømmer over til spøgelsesskibet og undersøger det, en scene i en Hitchcock-gyser værdig.

Videoen er offentliggjort af den britiske avis The Daily Express.

Da lægerne så tyskerens lig, troede de, at han havde drevet rundt på havene i mindst syv år. Liget af Manfred Fritz Bajorat var så medtaget, at han på kort tid var forvandlet til en mumie. En obduktion slog dog hurtigt fast, at det var varmen og saltvandet, der havde taget hårdt på tyskerens jordiske rester. Man anslår, at han kun har været død et uges tid.

Her ses liget af den mumificerede mand om bord på yachten. Filippinsk politi mener, der er tale om tyske Manfred Fritz Bajorat.
Her ses liget af den mumificerede mand om bord på yachten. Filippinsk politi mener, der er tale om tyske Manfred Fritz Bajorat. Foto: Barobo Police Station
Vis mere

Manfred Fritz Bajorat drev rundt på sit spøgelsesskib omkring 100 kilometer fra den filippinske sydkyst. Skroget var halvt nedsunket i vandet, masten var knækket.

Hans datter rejser nu til Filippinerne for at foretage den endelige identifikation af sin far. Rundt omkring i kahytten fandt myndighederne dog adskillige billeder af ham og hans afdøde eks-kone.

Hitchcock-stemning eller ej. Undersøgelser har vist, at der ikke er foregået noget kriminelt på båden. Manfred Fritz Bajorat har sandsynligvis fået et hjerteanfald og er sunket sammen ved bordet i skibets kabys.