Det sociale medie Twitter er rødglødende, efter at statsministeren Helle Thorning-Schmidt tirsdag tog et selfie-billede af sig selv sammen med USAs præsident, Barack Obama, og Storbritanniens premierminister, David Cameron.

Selvportrættet blev taget under mindehøjtideligheden for Nelson Mandela i Johannesburg i Afrika, og det har vagt opsigt både i Danmark og i udlandet.

Blandt andet udlandsredaktøren på den amerikanske tv-station ABC, Jon Williams, mener, at Obama og Thorning ligner en scene fra den danske tv-serie Borgen, der også har hittet i udlandet.

- Like scene from Borgen! Danish PM Helle Thorning-Schmitt takes selfie with Obama & David Cameron. FLOTUS not amused, skriver han, og henviser dermed til, at Obamas kone ikke så tilfreds ud.

Også Michael Moore, der er kendt for at lave kontroversielle dokumentar-film, har kommenteret på Thornings selfie-billede.

- Obama, Cameron & the Danish prime min goofing around & taking a selfie @ the memorial. Michelle's reaction priceless, skriver han.

Gør grin med Thorning

Herhjemme har blandt andet tv-værten Ibi Støving på sarkastisk vis kommenteret på selvportrættet.

- Tror lige jeg smutter til en begravelse og griner højt og upassende mens jeg tager billeder af mig selv velvidende alle i verden glor på mig, skriver hun på Twitter.

Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti sammenligner sågar statsministeren med en karakter fra en amerikansk tv-serie.

- Helle Thorning opfører sig som en fra "Sex and the City". Mon Obama er Mr. Big..., skriver han.

Og flere komikere har da også kunne se det sjove i Helle Thornings opførsel ved mindehøjtideligheden.

- Måske skal vi ikk være så hårde ved Helle. Jeg napper også altid et #selfie når jeg ser frank hvam på kontoret, skriver Jonathan Spang

- Ro på nu. Det KAN også være Obama eller Cameron, der VILLE have det selfie, og så var Helle den eneste med strøm på mobilen, skriver Lasse Rimmer

- Hun er JO også Statsminister af verdens lykkeligste folk! #fan, skriver Christian Fuhlendorff