Billedet af en femårig syrisk dreng, der var offer for et luftangreb, gik hele verden rundt. Nu har en blot seksårig amerikansk dreng tilbudt ham et nyt hjem. Det har han gjort i et brev til USA's præsident, Barack Obama, skriver BBC.

Det Hvide Hus har delt et billede af et brev, sendt af den seksårige Alex. I brevet skriver han, at den femårige syriske flygtning, hvis billede gik verden rundt, er velkommen til at bo hos Alex og hans familie i New York.

Præsidenten har efterfølgende rost drengen i flotte vendinger. Han siger, at drengen ’ikke har lært at være kynisk, mistænksom eller hadsk’.

17. august blev den femårige Omran Daqneesh offer for et luftangreb i byen Aleppo. Han blev derefter sat i en ambulance, hvor han ses dækket halvt af støv og halvt af blod. Det hjerteskærende billede blev hurtigt delt på alverdens medier, blandt andet CNN, Independent og The Telegraph.

Alex’ brev er blevet delt mere end 86.000 gange og flere end 4,6 millioner mennesker har læst det.

’Kære præsident Obama. Kan du huske drengen, der blev samlet op af en ambulance i Syrien?’ starter brevet fra Alex, der fortsætter:

’Vil du ikke være sød at hente ham og få ham hjem til vores hus.. Så venter vi på jer med flag, blomster og balloner. Vi vil give ham en familie, og han vil være vores bror.’

Alex' brev.
Alex' brev. Foto: The White House
Vis mere

Obama har efterfølgende selv været ude at skrive følgende:

’Vi skulle alle være mere som Alex. Tænk, hvordan verden ville se ud, hvis vi var. Tænk på, hvordan lidelserne ville lindres og på de liv, vi kunne redde.

På de sociale medier bliver både præsidenten og Alex rost af flere brugere.

Én skriver, at en seksårig har mere medmenneskelighed, kærlighed og forståelse end de fleste voksne. Hun skriver, at hans forældre skal have ros, og at verden vil se flere gode ting fra Alex.

Foto: Facebook
Vis mere

Historien om Omran
Fem-årige Omran Daqneesh blev efter luftangrebet bragt til hospitalet M10, hvor han blev behandlet for sine skader i hovedet. Sygeplejersker fra hospitalet fortæller til ABC, at Omran ikke græd, mens han blev behandlet. Han var stadig i chok.

»Han sagde ingenting, udover at spørge efter sine forældre,« fortæller Abu Rajab fra the Syrian American Medical Society til australske ABC.

Det var først, da Omran så sine forældre, at han begyndte at græde.

Forældrene har angiveligt fortalt til hospitalets personale, at de ikke ønsker at udtale sig af frygt for at blive straffet af styrker allieret med den syriske præsident Bashar al Assad.

Det er uvist om Omran Daqneesh bliver ført hjem til Alex i USA.