En video af Donald Trumps vælgere er på kort tid gået viralt. Det sker, efter at vælgerne kommer med vilde konspirationsteorier på amerikansk TV.

Det er det amerikanske program 'The Daily Show', der har sendt reporteren Jordan Klepper ud til et vælgermøde for tilhængere af Donald Trump.

Og formålet er netop at høre, hvilke vilde teorier vælgerne kan fortælle om til værten, der henvender sig med en ironisk distance til de meget seriøse amerikanere.

I videoen fortæller Jordan Klepper selv, at de tog ud til mødet, fordi Donald Trumps vælgere hævder at have forudset, at Hillary Clinton blev syg. Derfor vil han høre, hvilke nyheder de ellers kan fortælle.

Og netop i forhold til Hillary Clinton er der forskellige bud på, hvad hun fejler - nogle foreslår Parkinsons, men også AIDS bliver nævnt som en mulighed, fordi vedkommende mener at vide, at hendes mand, Bill Clinton har netop den sygdom.

Desuden går Jordan Klepper også på jagt efter nogle, der kan fortælle lidt om den nuværende præsident, Barack Obama.



»Han er muslim, han er en terrorist, og ingen kan nogensinde bilde mig andet ind,« lyder det blandt andet fra en kvinde, der senere tilføjer, at alle hendes påstande er baseret på hendes personlige holdning - og at de selvfølgelig er korrekte.

En anden mand mener også, at Barack Obama er muslim. Det skyldes dog, at han ifølge Trump-vælgeren »følger muslimske traditioner, når det kommer til smykker, for der er nogle måneder om året, hvor han ikke har sin vielsesring på.«

En anden mener at vide, at det var Barack Obama, der stod bag angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Det begrunder vælgeren med, at »han var ikke til stede, han var altid på ferie, og han var ikke på sit kontor den dag.«

Og da han bliver spurgt om, hvad der muligvis kan være grunden til, at Barack Obama ikke var på sit kontor i Det Hvide Hus den dag, svarer han, at han ikke ved det, men vil til bunds i sagen.

Se videoen her

Videoen af Donald Trumps vælgere er blevet delt flittigt på Facebook, hvor den har fået 163.000 likes og er blevet delt knap 358.000 gange fra The Daily Shows side. Og mange brugere vælger i kommentarfeltet at gøre grin med Donald Trumps vælgere:

»Jeg ved ikke med jer, men jeg er ret sikker på, at Obama havde en finger med i spillet, da Titanic sank...Eller også ville han bare have, at DiCaprio døde? Hvem ved? Trumps vælgere?«



En anden skriver:

»Jeg var nødt til at hive min kone ud fra sengen i går aftes, så jeg kunne afspille videoen for hende og lade hende være vidne til ren dumhed. Ingen ville nogensinde tro på, at folk kunne være så dumme, hvis de ikke selv har set det.«