En privat tysk kunstsamler har muligvis gjort sit livs handel.

Lørdag bød han 970.000 kr. på et 200 år gammelt forstudie til det verdensberømte værk ’Medusas Flåde’ af den franske maler Thèodore Gèricault på en auktion i Hørsholm.

Weekendavisen kan i denne uge citere internationale eksperter for, at maleriet måske kunne have fået et hammerslag på helt op mod 20 mio. kr., hvis det var blevet solgt på Sotheby’s i London.

Maleriet ejes af boet efter Karen Reumert, som døde i 2007. Når lærredet, der måler 80,4×63,7 cm, i stedet blev solgt på Auktionshuset i Hørsholm, skyldes det et mareridtsagtigt forløb, præget af uenighed mellem Karen Reumerts to sønner samt tvivl om maleriets ægthed. Efter en grundig analyse sagde to anerkendte franske eksperter imidlertid god for værket. For at opnå den bedst mulige pris godkendte skifteretten, at bobestyrer Janne Glæsel satte maleriet til salg i Hørsholm til vurderingsummen 500.000 kr. og til et mindstebud på 200.000 kr.

Forstudiet til mesterværket ’Medusas Flåde’ blev lørdag solgt i Hørsholm for en brøkdel af sin mulige værdi. Foto: Auktionshuset Hørsholm/montage
Forstudiet til mesterværket ’Medusas Flåde’ blev lørdag solgt i Hørsholm for en brøkdel af sin mulige værdi. Foto: Auktionshuset Hørsholm/montage
Vis mere

Auktionsleder Ole Steen Christensen fra Auktionshuset i Hørsholm er godt tilfreds med hammerslaget på de 970.000 kr.

»Det er den højeste pris for værker af denne maler siden 1988,« siger han.

Bobestyreren, advokat Janne Glæsel, kan nu afslutte en sag, hun har arbejdet på i otte år.

»Jeg har haft en bunden opgave, og den er nu løst. Alt materiale er stillet til rådighed, og markedsføringen er nået bredt ud. På det grundlag har markedet talt. De franske eksperter Bruno Chenique og Jean Penicaut har gjort et enestående analysearbejde, og jeg er også rigtig tilfreds med auktionshusets professionelle måde at gennemføre salget på,« siger hun.

Titusind ad gangen

Da maleriet kom under hammeren i lørdags, havde auktionshuset syv telefoner igennem fra udlandet og to kunder i lokalet, der bød med.

Til sidst lå to udenlandske kunder og bød hinanden op med 10.000 kr. i små ryk.

Ole Steen Christensen er sikker på, at værket er gået til højeste byder.

»Det er udbudt internationalt, og det havde ikke gjort nogen forskel, om det var blevet solgt i London eller andre steder,« siger han.