Harry Potters hus sat til salg

Det fredede middelalderhus i Sydengland kan fås for omkring ni millioner kroner

Huset er omkring 700 år gammel, det er fredet, det har tre soveværelser, en gæstefløj, og så er det fødestedet for en af børne- og ungdomslitteraturens mest kendte skikkelser: Harry Potter.

Nu kan ægte Potter-entusiaster selv komme til at bo i huset. De Vere House i Lavenham i Suffolk i det sydvestlige England er nemlig sat til salg for ni millioner kroner. Det skriver The Telegraph.

Huset spillede en vigtig rolle i den næstsidste af de syv Harry Potter-film, »Harry Potter og Dødsregalierne I«. Her blev det brugt i opbygningen af byen Godric’s Hollow i Godric-dalen, hvor den kommende troldmand Harry blev født, og hvor hans forældre mødte deres skæbne i form af Potter-bøgernes altdominerende skurk, Lord Voldemort.

De nuværende ejere, Jane og Tony Ranzetta, har boet i huset i over 20 år og siger, at de er parate til at flytte nu. Lejligheden i gæstefløjen udlejes i dag til turister, og har femstjernet status.

De ni millioner virker ikke umiddelbart som en ublu pris. Ud over Potter- og middelalderstemning får man således en hall, to stuer, tre store soveværelser, to badeværelser, køkkenalrum og et smuk loftrum. Dertil kommer lejligheden i gæstefløjen.

Ejerne fortæller, at filmholdet kom og fotograferede huset både forfra og bagfra, og derefter indgik de forskellige dele af huset som brikker i et tredimensionelt puslespil for at skabe Godric’s Hollow på film.

- Det var virkelig en oplevelse at se, hvordan vores hus blev brugt på mange måder i filmen, fortæller parret til The Telegraph.

Huset har sit navn efter familien de Vere, der boede her igennem flere generationer. I 1498 skulle den daværende kong Henrik den Syvende angiveligt have overnattet her.

De syv Harry Potter-bøger, der er skrevet af J.K. Rowlings, er alle filmatiseret. Den sidste film »Harry Potter og Dødsregalierne II« havde premiere i juli 2011.