KØB PLUS!

Harry Potter-forfatter skriver ny bog

27. september lander J.K. Rowlings nye bog på boghandlernes hylder. Udgiveren har løftet lidt af sløret for romanens handling.

Siden debuten i 1997 har Harry Potter været centrum i samtlige bøger fra J.K. Rowlings hånd. Men nu har den skotske forfatter sat sidste punktum i historien om den unge troldmand, og til efteråret kommer så hende første udgivelse, der ikke handler om tryllestave, flyvende koste og talende malerier.

Forlaget Little, Brown and Company har netop løftet lidt mere af sløret for den længe ventede roman, der får titlen »The Casual Vacancy«. Ifølge forlaget foregår bogen i en idyllisk engelsk landsby ved navn Pagford, hvor den fredelige hverdag bliver forstyrret, da et medlem af sognerådet pludselig dør.

Her er bogens cover

BOOKS-JKROWLING/COVER
Forlaget Little, Brown and Company har netop løftet lidt mere af sløret for den længe ventede roman, der får titlen »The Casual Vacancy«. Ifølge forlaget foregår bogen i en idyllisk engelsk landsby ved navn Pagford, hvor den fredelige hverdag bliver forstyrret, da et medlem af sognerådet pludselig dør (arkivfoto). (Foto: REUTERS/Hachette Uk/handout )

Som det sig hør og bør i sådanne situationer, viser det sig, at idyllen er ren overflade. Bag facaden er borgerne i indædt kamp med hinanden på kryds og tværs - rig mod fattig, børn mod forældre, lærere mod elever, hustruer mod ægtemænd. Og det tomme sæde i sognerådet skal vise sig at udløse den største krig, Pagford endnu har set.

Både Rowling-fans og bogbranchen har længe ventet spændt på, hvordan den storsælgende forfatter vil fortsætte sin karriere. Harry Potter-serien udviklede sig som bekendt til et internationalt fænomen med 450 millioner solgte bøger, otte film, adskillige computerspil med meget mere.

J.K. Rowlings personlige formue menes at nærme sig seks milliarder kroner, ligesom hun har spundet guld for sine forlæggere og boghandlere verden over.

Om hendes nye roman på nogen måde kommer i nærheden af den samme succes, bliver verden en smule klogere på i løbet af efteråret. »The Casual Vacancy« udkommer 27. september, oplyser forlaget Little, Brown and Company.

Helt opgivet Harry Potter har Rowling dog ikke. Hun arbejder på et Potter-leksikon, men det vides endnu ikke, hvornår det udkommer.