Fredag 20. januar blev Donald Trump indsat som USAs nye præsident. Dagen efter var han sammen med fruen Melania Trump til en gudstjeneste i Washington D.C. Siden har førstedamen ikke vist sig offentligt. Og det vækker undren.

Det er CNN, som har bemærket, at Melania Trump har været fraværende.

Det har længe været kendt, at Melania Trump ikke ville være til stede i Det Hvide Hus på fuldtid i den første del af Donald Trumps præsidentskab, da parrets ti-årige søn Barron fortsat går i skole i New York. Og Trump-parret har ikke ønsket, at han skulle skifte skole midt i et skoleår.

Derfor var det meningen, at Melania Trump ville pendle frem og tilbage mellem Washington D.C. og New York, så sønnen kunne passe sin skole, og hun vil kunne passe jobbet som førstedame.

Men siden 21. januar har Melania Trump altså ikke været at finde i Det Hvide Hus eller på officiel opgave som førstedame.

Der har været spekuleret i, om Melania Trump overhovedet ville flytte endeligt til Washington D.C., men det har Stephanie Winston Wolkoff, der er rådgiver for førstedamen, været ude og afvise over for CNN. Hun venter blot på, at sønnens skoleår er omme, lyder forklaringen.

»Fru Trump vil flytte til D.C. og bo i Det Hvide Hus efter skoleåret er ovre. I mellemtiden vil hun dele tiden mellem New York og D.C.,« siger rådgiveren til CNN.

»Fru Trump ser det som en ære at tjene landet og tager rollen og opgaverne som førstedame meget alvorligt. Det er kun kort tid siden indsættelsen, og førstedamen kommer til at gå til rollen på en pragmatisk og omtænksom måde, der er unik og autentisk for hende,« uddybede Wolkoff.

Siden Melania Trump ikke har spenderet ret meget tid i USA's hovedstad og Det Hvide Hus efter indsættelsen af manden som landets 45. præsident, så mangler der endnu også at blive tilføjet flere navne til den stab, som en amerikansk præsidentfrue normalt har omkring sig.

Melania Trump skal dog være i gang med samtaler med potentielle folk til sin stab, skriver CNN.

Mediet har forsøgt at få en officiel udtalelse fra Det Hvide Hus på, hvad førstedamen foretager sig, men har fået afslag. De skriver dog, at de ifølge kilder i Det Hvide Hus har fået at vide, at Melania Trump ikke har været i Det Hvide Hus siden indsættelsesweekenden.

Det er dog forventet, at førstedamen vil bruge den kommende weekend sammen med husbonden i Mar-a-Lago, Palm Beach i delstaten Florida.