Kronprinsesse Mary har tilsyneladende charmet sig godt ind i det saudiske kongehus allerede.

Under kronprinsparrets stærkt omdiskuterede besøg i Saudi-Arabien, er det officielle program således allerede fraviget. Middagen i aften tilbringer kronprinsesse Mary således i selskab med kong Salmans 2 søstre.

Ifølge BTs mand på stedet, Andreas Karker, var det planen, at både Mary og Frederik skulle have deltaget i den officielle middag på den danske ambassade.

»Men efter at kronprinsparret har spist frokost sammen med kong Salman tidligere i dag, er vi nu blevet informeret af Udenrigsministeriet om, at Mary i stedet spiser middag med søstrene. Så det er åbenbart en idé, der er opstået under frokosten,« fortæller han.

Og måske skal Mary være en slags rollemodel for kvinderne i det Saudi-arabiske kongerige, som ellers er berygtet for overtrædelse af menneskerettigheder, ikke mindst netop kvinders rettigheder.

I hvert fald skal hun senere på ugen mødes med en række af de saudiske forretningkvinder.

Landet er stadig håbløst bagud i forhold til en stor del af verden. Kvinder har f.eks. ikke ret til at køre bil. Men for få måneder siden skete der dog et kæmpe fremskridt, da landets enker og fraskilte kvinder fik tilkæmpet sig ret til eget ID-bevis. Og dermed har fået retten til at være sig selv.