Den australske bjergbestiger Maria Strydom var uden ilt på Mount Everest i 20 timer, før hun til sidst kollapsede og døde af højdesyge. Det afslører hendes mand efter, at det endelig er lykkedes at få liget af den døde klatrer ned fra bjerget.

Det var deres fælles drøm. Sammen skulle de som erfarne bjergbestigere og veganere vise verden, at de kunne besejre 'De Syv Tinder' - de syv højeste bjerge på de syv kontinenter.

Det australske ægtepar var godt i gang med at nå deres mål, da det gik helt galt:

Tæt på toppen af verdens højeste bjerg fik de begge højdesyge. For Maria Strydom blev det fatalt. Hun faldt om og døde i armene på sin mand, inden hun nåede ned til det sted, hvor det var muligt at evakuere hende med en helikopter.

Den 34-årig Maria Strydom fra Australien døde i sidste weekend i forsøget på at nå toppen af verdens højeste bjerg. Fredag ankom hendes lig til Nepals hovedstad Kathmandu, og nu forsøger en privat indsamling at rejse penge, der kan betale for hendes hjemtransport.

Hendes mand, Robert Gropel, som også var med på Mount Everest, og som selv blev syg på toppen, har svoret, at han ikke forlader landet, før han kan få sin kone med.

Robert Gropel mistede sin kone på toppen af Mount Everest. Nu kæmper han for at få hendes lig med hjem til Australien.
Robert Gropel mistede sin kone på toppen af Mount Everest. Nu kæmper han for at få hendes lig med hjem til Australien. Foto: NARENDRA SHRESTHA
Vis mere

I modsætning til sin kone klarede Robert Gropel turen ned til bjergets lejr tre, hvorfra han blev fløjet til et hospital i Kathmandu. Her, en lille uges tid efter, har han det fysisk godt. Psykisk befinder han sig i en form for chok-tilstand.

»Jeg prøver bare at være stærk. Jeg er ved at lære at håndtere det og forsøger at blokere for det, der kan give mig et sammenbrud. Jeg koncentrerer mig om at få min kone med hjem,« fortæller den rystede og sørgende ægtemand i et interview med den australske tv-station ABC.

Maria Strydom og Robert Gropel havde været sammen siden 2003, og de trænede til den ultimative bjerg-bedrift gennem et helt år.

I interviewet med ABC fortæller den 36-årige dyrlæge, at han ikke kan tænke på fremtiden endnu: Alt, hvad han tænker på lige nu er, hvordan han får hendes lig med hjem til Australien.

Alt tegnede ellers perfekt, da parret fredag aften begyndte den farefulde færd mod toppen. De forlod bjergets lejr 4 og gik ind i den såkaldte 'death-zone', hvor der ikke er ret meget ilt. Pludselig begyndte Maria at blive dårlig, og hun besluttede sig for at vende op.

Derefter kæmpede Gropel og de lokale guider en desperat kamp for at få hende længere ned af bjerget. Det udviklede sig efterhånden til en kamp mod uret, fordi det kan være dødbringende at opholde sig for lang tid i det iltfattige område.

Maria Strydom og hendes mand Robert Gropal var begge erfarne bjergbestigere.
Maria Strydom og hendes mand Robert Gropal var begge erfarne bjergbestigere. Foto: Facebook
Vis mere

Robert Gropel blev selv ramt af højdesyge, og derfor tog det ham et stykke til at registrere, hvor dårligt hans kone havde det. Så snart det gik op for ham, gav han hende en injektion af medicin, han havde med.

Medicinen kvikkede hende lidt op, og ekspeditionen forsøgte at nå fra lejr fire lige under toppen til lejr tre, så hun kunne flyves til Kathmandu med helikopter, men pludselig faldt hun sammen og døde.

»Det var en overmenneskelig indsats. Hun var uden ilt i 20 timer, fordi det tog hende så lang tid, og det tog os lang tid at få hende ned, og så løb hun tør for ilt,« fortæller han.

Toppen af Mount Everest er så iltfattig, at bjergbestigerne må medbringe iltflasker for at klare turen i den tynde luft.