23-årige Hannah Gavious forsøgte at flygte fra en thailandsk guide, der chikanerede hende seksuelt, da hun pludselig faldt flere meter ned ad en klippeside.

Nu ligger den 23-årige pige, der oprindeligt er fra New York, indlagt med brækket ryg på et hospital i det thailandske ferieområde Krabi.

Det skriver New York Daily News ifølge flere thailandske medier.

Hannah Gavious bor til dagligt i Vietnam, hvor hun arbejder som engelsklærer. Hun havde nogle dage fri og besluttede derfor at tage en smuttur til Thailand.

På en vandretur i en nationalpark i området Railay torsdag gjorde en lokal guide seksuelle tilnærmelser, der fik den 23-årige pige til at gå i panik og flygte fra stedet. Under sin flugt gled hun angiveligt og faldt ned fra en bjergside, fortæller lederen af nationalparken, Sarayuth Tantein, til The Phuket News.

Ifølge Nitiphat Mongkolpradit, der er chefen for Krabi Turist Redningscenteret, skete ulykken omkring klokken 23 torsdag aften, men 23-årige Hannah Gavious blev først fundet af redningsholdet næste morgen. Her lå hun mellem en masse sten, 45 meter fra stien på toppen af bjerget - og bare 15 meter fra vandet.

The Phuket News beretter, at Hannah Gavious forklarede, at hun ikke kunne føle sine ben efter ulykken, og samtidig fortalte hun, at hun var flygtet fra en guide, der havde gjort seksuelle tilnærmelser.

Både medarbejdere fra nationalparken og lokale beboere var ude og lede efter Hannah Gavious torsdag aften efter uheldet, og mens de ikke lykkedes med at finde den 23-årige pige, fandt de i stedet en mand, der viste sig at være den guide, der havde krænket pigen.

»De fandt en mand, som indrømmede, at han havde gjort seksuelle tilnærmelser mod en turist, mens han tog hende fra Railay til Tonsai,« forklarer Sarayuth Tantein til The Phuket News.

Manden er 28 år, og politiet har afhørt ham, men har ifølge The Phuket News endnu ikke sigtet manden, da man stadig mangler at afhøre 23-årige Hannah Gavios.

Flere af Hannah Gavios' venner udtrykker sympati med hende på Facebook - og en af hendes kollegaer i Vietnam er også meget berørt.

»Jeg er bare chokeret. Jeg har lige set hende og sagt 'Hav en sikker tur', før alt dette skete,« fortæller Darrion Wilis til New York Daily News.