I går blev en 41-årig yemenit henrettet i hvad, der minder om en folkefest. Nemt at sidde i den vestlige verden og blive forarget, mener Mellemøsten-korrespondent
Rædslen er ætset ind i hans ansigt. Han ved, at nu skal han dø. Betale prisen for en forbrydelse: Voldtægt og drab på en lille pige, den tre-årige Rana Yahya Al-Matari.
Skud blev plantet i hans ryg. Og så var 41-årige Muhammad al-Magrahbi død.
Henrettelsen fandt sted i går i Yemens hovedstad Sanaa. Ikke alene blev den transmitteret live på tv. Den foregik også offentligt. På byens største torv, hvor tusindvis af yemenitter jublede af begejstring. Som var det en folkefest.
Men ligesom forbrydelsen vækker vores vrede, fremkalder folkemængdens reaktion forargelse og fordomme hos mange. Og det er forståeligt nok, mener TV 2’s mangeårige Mellemøsten-korrespondent Steffen Jensen.
»Det er nemt at sidde heroppe i den vestlige verden og gnide sig i hænderne og sige ‘hvor er det dog en flok bestialske barbarer’. For vi er en meget analytisk civilisation. Hos os er tingene dét, de giver sig ud for. Men i Mellemøsten er så mange ting et røgslør og blændværk. Vores forsøg på at afkode dét, der foregår, sker ofte efter europæisk sund fornuft, som overhovedet ikke passer til Mellemøsten,« siger han og påpeger, at synet af jublende folkemængder ved offentlige henrettelser er ét, man ikke skal spole specielt langt tilbage i danmarkshistorien for at finde.
»Så jo, man kan selvfølgelig sige, at de i Mellemøsten er 100 år bagud, hvis der vel at mærke findes en naturlov, der siger, at alle civilisationer skal gennemgå samme forløb.«
Hvor vi i den vestlige verden generelt lagde offentlige henrettelser bag os for omkring 100 år siden, foregår de stadig i en lang række lande i verden. Kina er placeret på listen. Nordkorea ligeså. Og fremfor alt en række mellemøstlige lande, hvor især Saudi-Arabien stikker ud med et antal henrettelser, der får alle alarmklokker til at ringe hos menneskerettighedsorganisationen Amnesty International. Ifølge nyhedsstationen Al Jazeera er mindst 66 blevet henrettet i år.
Død til skræk og advarsel
Tallene for det krigshærgede Yemen kendes ikke, men som i nabolandene er det islamisk lovgivning, der gælder. Og ifølge den straffes mord med døden.
For Muhammad al-Magrahbi blev det en offentlig død. Til skræk og advarsel. Og for at tilfredsstille den offentlige blodtørst. Og lukke luft ud i et eksplosivt land.
»Du har at gøre med – bl.a. i Yemen – nogle ultra-reaktionære, superkonservative og meget religiøse samfund, som er forankret, ja nærmest forstokkede og forstenede i gamle traditioner.«
»Men samtidig er det samfund, der er så spækket med uretfærdighed, urimelighed og social ulighed i en grad, så det nogle gange er næsten vulgært.«
»Så i mange af de samfund er der meget indestængt vrede, som skyldes 100 mio. andre ting, men når der en gang imellem er noget, der er legitimt at være sur over, så kan man få lukket det overtryk ud, og dermed kan dem ved magten ånde lettet op, for de har vundet lidt tid.«
»Og sådan er det også ved offentlige henrettelser.«
»Dér viser for det første dem ved magten på én og samme tid, at de er forankrede i en hævdvunden islamisk tradition og dermed har deres islamiske akkreditiver på det rene.«
»Og for det andet kan folk komme ud og få afløb for deres frustrationer og vrede og se, at der sker noget. Også dét er med til at lukke overtrykket ud,« forklarer Steffen Jensen om dét, der for os ligner en ‘folkefest’.
