Han var med til at slå 89 mennesker ihjel under terrorangrebene i Paris. Nu hædrer hans søster ham tilsyneladende på de sociale medier.

Samy Amimour var en af de tre svært bevæbnede terrorister, der i sidste uge brutalt nedslagtede 89 uskyldige mennesker og sårede 99 på spillestedet Bataclan i Paris.

Efter angrebet sprængte den 28-årige mand sig selv i luften, alt imens politiet stormede spillestedet, der lagde hus til en koncert med rockbandet Eagles of Death Metal.

Efter Samy Amimours død mener hans søster tilsyneladende, at broderen har gjort sig fortjent til at blive hyldet på de sociale medier.

I hvert fald har den unavngivne kvinde - ifølge britiske The Mirror - lavet en hyldest-opdatering på Instagram - garneret med adskillige superlativer om broderen. Blandt andet fremhæver hun hans generøsitet.

Det ligger ikke fast, hvornår opdateringen er lavet, men den er efter alt at dømme lagt op efter Samy Amimours død. I hvert fald står der følgende i opslaget, hvis billede angiveligt viser søsteren og Samy Amimour som børn:

»Hver velsignede dag savner jeg alt ved dig.«

»Jeg har ikke ville indrømme det over for mig selv, men jeg ligner dig mere og mere. Det kan være dit smil, dit grin, dit udseende, dine manerer, din måde at skjule dine følelser på og endnu mere din generøsitet.«

»I dag er en speciel dag, fordi det er første dag i resten af dit liv.«

»Jeg elsker dig, og jeg vil elske dig for evigt, min bror, min tvilling, mit blod, mit liv, jeg elsker dig, min Samy.«

Her ses opdateringen hvor Samy Amimours søster angiveligt hylder sin afdøde terrorist-bror. Foto: Instagram.
Her ses opdateringen hvor Samy Amimours søster angiveligt hylder sin afdøde terrorist-bror. Foto: Instagram.
Vis mere

Samy Amimour har arbejdet som buschauffør i Frankrig, og han blev angiveligt radikaliseret i en moske i hans hjemby, Drancy, der ligger nord for Paris.

For to år siden tilsluttede han sig IS-krigere i Syrien, og han kom ifølge britiske medier til Europa via Grækenland i sidste måned.