Scott C. Waring havde håbet på at finde en UFO, da han gennemsøgte et område ved Kap Det Gode Håb. Men nu mener konspirationsteoretikeren, at han har fundet noget meget bedre; nemlig det malaysiske fly MH370, der forsvandt under mystiske omstændigheder i 2014.

Det er næsten to år siden, at MH370 fra flyselskabet Malaysian Airlines forsvandt fra radaren under en ruteflyvning fra Kuala Lumpur i Malaysia til Beijing i Kina og tog 239 mennesker med sig ud i intetheden.

Ingen har nemlig været i stand til at finde det store fly, trods massive eftersøgninger over hele verden. En enkelt vragdel blev fundet på den franske ø La Reunion i Det Indiske Ocean, og bekræftet værende fra det mystiske Boeing 777-fly.

Resten af flyet synes at være forduftet.

Men det var blot indtil Scott C. Waring satte sig ved computeren.

»Jeg ledte efter en gammel UFO-observation, jeg havde gjort mig ved Kap Det Gode Håb for tre år siden, og jeg håbede på en opdatering, da jeg faldt over skyggen i vandet,« siger Scott C. Waring, der bor i Taiwan og påstår at være veteran fra det amerikanske flyvevåben, til Mirror.

Han mener at kunne genkende et fly, når han ser det. Og på Google Earth, der er et værktøj til at kigge på hele kloden via sattelitbilleder, er han derfor helt sikker på, at det er et fly, der ligger i vandet på sydspidsen af det afrikanske kontinent.

Scott C. Waring mener, at det er MH370, man aner i billedets nederste højre hjørne.
Scott C. Waring mener, at det er MH370, man aner i billedets nederste højre hjørne. Foto: Google Earth
Vis mere

»Kilder på internettet skriver, at et Boeing 777-200 har brændstof til at flyve 12.799 kilometer, hvilket er 1000 mere, end det skal bruge for at komme til Kap Det Gode Håb. Ande kilder siger dog, at det kun kan flyve 10,000 kilometer, så det er et problem, for så ville det styrte ned 3-500 kilometer fra Kap det Gode Håb,« siger han.

Ifølge UFO-spotteren er fotoet fra Google Earth fra 27. juni 2015, og siden flyet forsvandt 8. marts året før, har det haft 16 måneder til at flyde til Kap det Gode Håb, hvis det var styrtet ned i vandet flere hundrede kilometer væk.

Her, ved Kap Det Gode Håb, på det afrikanske kontinents sydspids, mener han at have set vraget i vandet.
Her, ved Kap Det Gode Håb, på det afrikanske kontinents sydspids, mener han at have set vraget i vandet. Foto: Google Maps
Vis mere

»Der er stærke strømme og dybe sprækker ved Kap Det Gode Håb, og siden billedet på Google Earth er otte måneder, kan det have flyttet sig  30-60 kilometer siden, hvis det er semi-flydende 4-9 fod under vandet,« mener han at kunne regne ud.

Scott C. Waring ved godt, at det næsten ville være en lidt for fantastisk historie, hvis han rent faktisk har ret, men siger:

»Jeg ved, der er under én procent af én procents chance for, at det er MH370, men det er bedre end hvad vi havde for fem minutter siden, ikke?«

Et international eftersøgningshold er stadig på udkig efter flyet, men de forventer at afslutte missionen i juni i år.