Savnet af faderen er så stort, at amerikansk professor har dedikeret sit liv til at bygge en tidsmaskine.

Da Ronald Mallett som 10-årig faldt over en bog af science fiction forfatteren H.G. Wells, flåede han den ned fra hylden. ’Tidsmaskinen’ stod der på bogens forside oven over en farverig tegning af en piberygende mand, som sad fordybet i sit arbejde inde midt i den futuristiske konstruktion.

Det var dér, han vidste, hvad hans liv skulle være dedikeret til. At bygge sin egen tidsmaskine og være i stand til at rejse i tid og sted. For at blive genforenet med sin far.

Artiklen fortsætter under billedet.

Den svenske udgave af forsiden på H.G. Wells klassiker, som satte Ronald Mallett på sporet af tidsrejse som 10-årig.
Den svenske udgave af forsiden på H.G. Wells klassiker, som satte Ronald Mallett på sporet af tidsrejse som 10-årig. Foto: Wikicommons
Vis mere

I dag er den amerikanske professor Ronald Mallett 71 år, og ifølge ham selv tættere på at nå sit mål end nogensinde. Indenfor det næste årti, er hans bud.

»Der går ikke en dag, uden at jeg savner ham,« siger Ronald Mallett om savnet af faderen til den engelske avis The Telegraph.

Faderen Boyd var kun 33 år, da han pludselig døde af et hjerteanfald. Sønnen Ronald var ti, hans liv blev splintret i atomer på et splitsekund.

»Han var omdrejningspunktet i hele mit univers. Ham, der fik solen til at stå op og gå ned.«

Så Ronald Mallett øjnede håb, da han fik tegneserie-bogen ’Tidsmaskinen’ i hænderne. Kunne han rejse i tiden, kunne han ikke alene gense sin far, han kunne også advare ham om, at de mange daglige cigaretter helt bogstaveligt var dem, der ville tage livet af ham.

Udfra bogens meget simple tegninger gik drengen Ronald i gang nede i kælderen. Brugte cykeldæk udgjorde tidsmaskinens ydre ramme. Gamle elektronikdele blev stykket sammen til dens indre kerne, maskinhuset. Han fortalte ingen om sin mission. Frygtede, at han ville blive hånet.

Derfor var ingen andre end ham selv vidne til nedturen, da hverken mand eller maskine to år senere rykkede sig ud af stedet.

Foto: Bloomberg
Vis mere

Blev endnu mere besat

I stedet for at blive skuffet og desillusioneret, blev den nu 12-årige Ronald Mallett blot endnu mere besat. Og erkendte, at skulle projektet overhovedet kunne realiseres, var han nødt til at studere videnskab.

Endnu en gang var det en tilfældig bog, som sendte ham på det spor. Denne gang bogen ’Universet og dr. Einstein’.

»På forsiden var der et billede af ham ved siden af et kæmpe timeglas. Så uden at åbne den vidste jeg, at den måtte have noget med tiden af gøre,« fortæller Ronald Mallett i The Telegraph.

Dengang forstod han ikke en brik af bogens indhold, Einsteins relativitetsteori, som redegjorde for, at både tid og rum kan påvirkes og ændres. Men det kom han til.

I dag er Ronald Mallettblevet 71. Men han er også blevet teoretisk fysiker ved universitetet i Connecticut. Og han er tillige manden bag en banebrydende teori om tidsrejser, som mange ansete videnskabsmænd vurderer, er det tætteste, vi indtil nu er kommet på den hidtil umulige drøm.

Det er på den anden side af Ron Malletts ligning, at den amerikanske professor håber på at blive genforenet med faderen. Kilde: Ron Mallett
Det er på den anden side af Ron Malletts ligning, at den amerikanske professor håber på at blive genforenet med faderen. Kilde: Ron Mallett Foto: Susanne Jean Johansson
Vis mere

Ligningen – som han tror kan forbinde ham med faderen - publicerede Ronald Mallett i 2000. Efter i årtier at have arbejdet med den i al hemmelighed. Ligesom dengang han var en lille dreng, frygtede han at blive hånet.

Men lige siden han ’sprang ud’ af sit tidsrejseskab, er hans arbejde blevet fulgt med spænding. Og selv om Ronald Mallett forlængst har erkendt, at fysisk tidsrejse næppe bliver aktuelt i hans levetid, er han overbevist om, at han med sin tidsmaskine vil kunne overbringe en besked til faderen. En advarsel.

Drevet af ønsket hele sit liv

Snart kommer historien om Ronald Mallett på film. Både en dokumentar og en spillefilm er på vej.

For historien om videnskabsmanden der savnede sin far så meget, at han ville bygge en tidsmaskine, er ikke kun gribende. Den er også et fascinerende paradoks.

For hvad sker der med Ronald Malletts egen historie, hvis han ændrer sin fars?

Ronald Mallett kender ikke svaret. Han ved bare, at han hele sit liv har været drevet af det ønske.

»Jeg er sikker på, at alle de mennesker, som jeg kendt gennem livet, har spekuleret over, om jeg nogensinde ville blive et helt igennem lykkeligt menneske. For sandheden er, at selv så mange årtier senere savner jeg ham stadig.«